25.04.2022, 07:47 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

"Kampene mellem os og Silkeborg er altid tætte"

På onsdag spiller vi kamp mod Silkeborg-Voel i IBF Arena, som kan vise sig at være afgørende for, hvordan vi kommer til at se på sæsonen når den er slut og en lille måned tid.

Kampen mod Silkeborg-Voel kan nemlig sikre os en plads i DM-semifinalen mod Odense Håndbold, men kan omvendt også åbne puljen op på vid gab, hvis Silkeborg-Voel skulle snuppe sejren med hjem. Vi har mødtes fire gange i denne sæson, med to smalle sejre og to uafgjorte til følge, så derfor ligger det næsten i kortene, at kampen på onsdag formentlig også bliver en tæt affære. En analyse, som cheftræner for Herning-Ikast Håndbold, Kasper Chrstensen, er enig i.

"Kampene mellem os og Silkeborg er altid tætte, og Silkeborg spiller ofte tætte kampe. Nu har de lige fået nogle store nederlag til Esbjerg her i slutspillet, men ellers synes jeg at det er en kvalitet de har i deres spil, at de formår at holde dem tætte mod mange hold. De har en meget indkørt spilstrategi, som de er gode til at få afviklet kampe efter, hvor det jo særligt er kontrafasen der er deres varemærke, så skal vi vinde kampen på onsdag, så skal vi have styr på spillet mellem felterne", fortæller Kasper Christensen.

Når man kigger ned over holdkortet på onsdagens modstander, så bemærker man, at holdet rummer en god portion talent, men også en god portion rutine fra spillere med landsholdserfaring, og den kombination har i denne sæson gjort dem til et svært hold at spille mod.

"Det er et hold med god kvalitet og masser af rutine, med Filippa Idehn på mål, Ann-grete Nørgaard på fløjen, som er to der har spillet utrolig mange kampe på landsholdet, mens Sofie Bæk har stor ligarutine, så det er et hold med stor rutine og god kvalitet på de fleste pladser. Det er måske et hold, der nogen gange går lidt under radaren, men de har bestemt leveret en flot sæson, hvor de sluttede på 6. pladsen i grundspillet. Det bliver en tæt kamp, og den kan sagtens ende med at blive afgjort til allersidst", siger han og tilføjer:

"Set over en hel sæson, så er vi et bedre og bredere hold end Silkeborg, men i et slutspil der afgøres over relativ få kampe, så kan netop et hold som dem, sagtens gøre en forskel og skabe spænding. Jeg synes slutspillet er vigtigt for vores produkt, og i min verden kan vi ikke undvære det, fordi det skaber noget spænding og giver nogle gode kampe mellem de bedste i landet"