13.09.2021, 21:25 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

God forsvarsindsats sikrede os to point mod Randers

Nogen stor kamp blev det aldrig, men der kom to point på kontoen, da vi her til aften slog Randers med 23-20 efter 10-8 ved pausen.

Puha, sikke en 1. halvleg. Det så ellers ganske lovende ud til en start, og efter ni minutter var Randers stadig ikke kommet på måltavlen, mens vi selv havde scoret tre. Forsvarsmæssigt så det godt ud, mens det så lidt mere uskarpt ud i angrebet. Vi brændte oplagte chancer, og spillet flød ikke som i de tre foregående kampe.

Efter ni minutter fik Randers hul på bylden, og så var det igen en tæt kamp, da vi fortsatte med uskarpheden og angrebsspil, hvor vi ikke rigtig kunne få det til at flyde. Vi gik over til 7 mod 6, men intet virkede for alvor, og havde det ikke været for forsvaret og en storspillende Jessica Ryde på 50 procent, så var Randers gået i front. Det var ikke fordi Kronjyderne spillede prangende, men vi var desværre selv på samme niveau.

De kom op på 7-7 i slutningen af halvlegen, men så fik vi igen lidt luft på et par hurtige scoringer, og kunne derfor gå til pause foran 10-8.

2. halvleg startede nærmest som et skydetelt fra begge holds sider, og målene haglede ind, så det efter 35 minutter stod 14-12. Nu var det så nærmest lige omvendt fra 1. halvleg, forsvaret hakkede pludselig en anelse, mens angrebsspillet begyndte at flyde som forventet.

Bedst som det så ud til, at Randers havde problemer, fik de hevet sig selv op, og viste glimrende fight, og da Monika Kongsgaard tog straffekast fra Stine Skogrand, så steg stemningen i Arena Randers gevaldigt blandt publikum ved stillingen 17-15 midtvejs i halvlegen.

Tættere kom Randers ikke, på en aften, hvor det til tider så rigtig fint ud, men også store perioder, hvor der virkelig skulle slides for tingene.