23.09.2021, 14:34 | Af: Jonas Dyrborg | Foto: Hamistolen

Glæde over sejr og landshold

Det har været en god uge for spillerne i Herning-Ikast Håndbold, der i går kunne gå fra banen med en storsejr over NFH på 40-32, efter 24-12 ved pausen.

For flere af spillerne, har det været en ekstra god uge, da de er blevet udtaget til deres respektive landshold, og der var derfor både glæde over sejren og landsholdudtagelsen efter kampen, da vi talte med Ingvild Bakkerud, der fortjent blev kåret til kampens spiller.

"Vi havde en god følelse inden kampen startede, og vi får en perfekt start og er disciplinerede i vores spil og står godt i forsvaret, og det havde NFH svært ved at løse. Vi var enige om, at vi skulle holde fart i spillet, uden at det tog overhånd, og det synes jeg lykkedes fint, i en særdeles velspillet kamp fra vores side", fortalte Ingvild Bakkerud efter kampen.

Hun kunne samtidig sætte lidt ord på landsholdsudtagelsen, der kom tidligere på ugen, som for hendes vedkommende gælder kampen mod Slovenien.

"Jeg havde fået lidt indikationer på udtagelsen, da landstræneren var forbi i sidste uge, men det er altid rart at være med, og jeg glæder mig selvfølgelig til at skulle afsted og spille kampen mod Slovenien"

I går spillede Emma Lindqvist sin vel nok bedste kamp, hvor hun leverede en solid præstation i forsvaret og gav prøver på sin skudarm, både i kontrafasen og det stationære angrebsspil, og også hun blev udtaget til landsholdet i denne uge.

"Det var en virkelig sjov kamp at spille, og helt anderledes end mod Randers. Vi står godt i forsvaret, holder os til aftalerne, og så fik vi godt gang i kontraspillet. Jeg elsker den del af spillet, og er glad for at jeg kunne byde ind. Vi må bare sige, at vi har fået en god start på sæsonen, og jeg føler mig mere og mere velspillende, i takt med at jeg finder ind i rytmen. Den danske liga er bedre end den svenske, og det går en del hurtigere, så man skal have fokus hele tiden, og det passer mig rigtigt godt", kom det storsmilende fra den svenske bagspiller, der naturligvis var glad for sin udtagelse til landsholdet.

"Man bliver altid glad, når man bliver udtaget til landsholdet, så det har bestemt været en god uge"