14.02.2022, 13:43 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Fri entre i kamp mellem top og bund

Tirsdag aften møder vi Holstebro Håndbold i Gråkjær Arena, og mens vi selv indtager tredjepladsen i Bambusa Kvindeligaen, så er Holstebro placeret på ligaens sidsteplads.

Det var bestemt ikke forventet, at Holstebro Håndbold skulle indtage ligaens sidsteplads, men et hav af skader i efteråret gjorde det noget nær umuligt for holdet, der gik på julepause uden et eneste point på kontoen. I 2022 har de fået hovedparten af deres spillere klar igen, og det har vist sig tydeligt på banen, hvor spillet har været markant bedre, og det er blevet til to sejre og to uafgjorte og dermed seks point på kontoen.

Derfor må vi også forvente en helt anden modstand, end den vi oplevede i oktober, hvor vi vandt med 34-15, i en kamp som vi dominerede fra start til slut. Holstebro jagter lige nu overlevelse, så vi kommer uden tvivl til at møde et toptændt Holstebro-mandskab, der har sat jagten ind på Ringkøbing, der lige nu har ti point på kontoen.

Holstebros sponsorer har sørget for, at der er fri entre til kampen, så vil man have en af de sjældne gratis oplevelser her i livet, så kunne en tur til Holstebro jo være oplagt.

Vi har begge vores trænere tilbage, mens også Tyra Axnér, Cecilie Brandt og Line Mai Hougaard er klar igen efter Corona. Til gengæld er Alberte Ebler og Sarah Iversen ukampdygtige med Corona.