02.09.2021, 10:46 | Af: Jonas Hooge | Foto: Herning-Ikast Håndbold

Flot debut til både Axnér og Scaglione

I går aftes tog vi fat på den nye sæson i Bambusa Kvindeligaen, og i sæsonpremieren vandt vi en sikker sejr over Aarhus United på 28-20.

Der var samtidig debut til Tyra Axnér og Julie Scaglione i Bambusa Kvindeligaen, og begge markerede det på flotteste vis med henholdsvis to og et mål i 2. halvleg, hvor de begge fik spilletid i det sidste kvarter.

"Det var en fin debut, synes jeg selv, også taget i betragtning af, at jeg var meget nervøs før kampen. Det er noget jeg har set frem til, og jeg er bare rigtig glad for at være komme i gang på liganiveau. Jeg kan godt mærke, at det er nogle mere fysisk stærke spillere jeg er oppe mod nu, men til gengæld kan jeg så med min hurtighed, især hvis jeg får holdt afstand til forsvaret, udnytte at modstanderne måske er lidt tungere end jeg selv", lyder det fra en glad Julie Scaglione efter kampen.

Også vores svenske bagspiller, Tyra Axnér, der er kommet til fra svenske Lugi, var glad for sin debut, og føler at hun er faldet godt til i klubben og Herning, hvor hun er bosat.

"Det var rigtig godt at få lidt spilletid, og det gik jo heldigvis fint. Jeg føler mig allerede tryg på holdet, og kan mærke at både Kasper og holdet stoler på mig, hvilket betyder utroligt meget for mig. Jeg synes opstarten har været god, og har følt mig velkommen lige fra start af, både på holdet og i byen, og jeg føler mig i den grad godt tilpas. Så det har været den helt rette beslutning at skifte klub, hvilket er første gang for mig, men jeg er vældig glad og tilfreds", kommer det storsmilende fra Tyra Axnér, der nu kan se frem til hjemmebanedebut på lørdag, hvor vi møder Horsens klokken 14 i IBF Arena.