18.05.2021, 22:12 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Drama da Viborg sikrede sig sejren

Så tæt på, og så alligevel så langt fra. Det må være konklusionen på aftenens kamp, der i et sandt drama ender med Viborg sejr på 27-28.

Der var smæk for skillingen fra første fløjt, og var man i tvivl om, at kampen havde betydning, så var den tvivl hurtigt visket væk. Begge hold startede ud i højt tempo, og der blev i den grad spillet med musklerne i forsvaret, til tider så meget, at der var tæt på overspænding.

Viborg fik den bedste start, og virkede lige tanden skarpere i perioder, men bedst som man frygtede, at Viborg ville slå et hul, strammede vi op, blandt andet med storspil fra Sabine Englert, der i den grad hev vigtige redninger op af hatten.

Fra midtvejs i halvlegen blev det helt tæt, hvilket gjorde sig gælden resten af tiden, dog med en to-måls føring til Viborg ved pause, 13-15

Efter pausen kom Viborg igen godt fra start, og havde pludselig en føring på fire mål, og så var DM-finalen et godt stykke væk, men holdet hankede op i sig selv endnu engang, og fik sat en prop i. Vi gik over til 7 mod 6, og det var vejen ind i kampen igen, om end Viborg fortsatte med at have teten, i en også hårdt spillet anden halvleg.

Midtvejs i halvlegen fik Viborg så igen et hul på tre mål, og da Vilde Johansen først brændte, og Line Hausted efterfølgende bragede bolden i mål, så begyndte det at se svært ud.

Men så var det som om, der blev tændt på en kontakt, og først hev Englert storredninger op, og så bankede Bakkerud og Skogrand boldene i nettet, og så havde vi i den grad en kamp igen.

Med fem minutter igen blev det 25-25 ved Vilde Johansen, og nu var det faktisk Viborg, der virkede pressede.

Med mindre end tre minutter tog vi vores første føring i kampen, da Mie Sando sendte bolde i mål til 27-26, men det blev desværre også eneste føring, og i allersidste sekund gjorde Kristina Jørgensen det onde ved os, og scorede til 27-28, og sendte dermed Viborg i DM-finalen.