30.05.2022, 13:27 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Det er de sidste krampetrækninger der skal ud

Vi havde håbet og troet på, at vi kunne afgøre bronzedysten i lørdags, men Viborg HK ville det anderledes, og derfor skal vi tirsdag aften ud i en sidste og afgørende kamp i IBF Arena.

I modsætning til den første kamp, der endte 33-16, så var returopgøret i Vibocold Arena et noget mere tæt og nervøst opgør, der altså endte med en hjemmesejr, hvilket gør, at begge hold nu skal finde de allersidste ressourcer frem, når det skal afgøres hvem der kan hjemtage DM-bronzen.

"Der er fuld valuta for lønkronerne må man sige, men virkelig ærgerligt, at vi ikke kunne vinde bronze i lørdags. Nu har vi så fordel af hjemmebane i morgen, og så må vi se, om vi kan udnytte denne fordel med mange tilskuere i ryggen, hvor der formentlig også kommer mange fra Viborg. Det er de sidste krampetrækninger der skal ud, hvilket gælder for begge hold, og jeg håber at vi formår at mobilisere flest kræfter"

I modsætning til første kamp, hvor mere eller mindre alt lykkedes, så var skarpheden ikke helt den samme i lørdags, samtidig med, at Viborgspillerne virkede markant mere oplagte end i tirsdagskampen.

"Der var for mange halve løsninger og ukvalificerede afslutninger og beslutninger, som heldigvis er ret uvante for os, og så virkedede det til, at Viborg var noget mere oplagte. De var måske noget mere ramt end os over den missede finale, og de virkede mindre klar end os, og den skuffelse havde de fået bearbejdet til lørdagens kamp i Vibocold Arena, hvor det i forvejen er svært at spille. Vi vidste godt at det ville blive svært, og når Viborg spiller bedre og vi spiller dårligere end vi bør, så skal det blive tæt, og det gjorde det så også", konstaterer cheftræneren, der tror at det hold der har mest energi og tro på tingene i morgen aften, får hængt bronzemedaljer om halsen omkring klokken 20.

"Dem der har mest energi og kan komme igen når man har lidt modgang samt vinder målmandsduellen, det bliver dem der vinder. Jeg tror at det bliver svært, at overraske med noget taktisk, selvom at begge hold selvfølgelig vil forsøge at rette til i løbet af kampen, men begge hold kører på pumperne, så det bliver de små ting der bliver afgørende, og ikke så meget hvem der dækker 6-0 eller 5-1"

Der er gratis entre i IBF Arena, så klik ind forbi vores billetsite, hih.eventii.dk, og hent din billet. Skriv IBF i rabatkoden, så ændrer prisen sig til 0.