Både Team Esbjerg og os selv er allerede sikret deltagelse i DM-semifinalerne, men kampen afgør, hvem der slutter på førstepladsen, og dermed får en eventuel tredje kamp på hjemmebane, så det er ikke bare æren der står på spil i lørdagens kamp.
"Det bliver en megafed kamp mod Esbjerg, det er jeg sikker på. Det er en finalekamp i puljen, og vi vil altid gerne være nummer et, så der skal vi komme med masser af energi og agressivitet i forsvaret, så vi kan tage det med videre i angrebet. Man vil altid gerne slå de danske mestre, så det er da også en klar motivation", siger Simone Petersen forud for lørdagens kamp.
Med udsigten til, at der måske kan lukkes tilskuere ind i de danske haller snart, så vil hjemmebanefordelen pludselig igen være noget man skal forholde sig til, og derfor vil en førsteplads lune ekstra godt.
"Uanset hvad, så bliver vi parret med en stærk modstander i enten Viborg eller Odense, og jeg har ikke på forhånd nogen som jeg hellere vil møde, så førstepladsen og derved en eventuel ekstra hjemmebanekamp er en klar prioritet, og hvis der så også er tilskuere, så bliver det jo endnu mere vigtigt"
Kampen vises på TV2 med optakt fra klokken 15.30, og kampstart klokken 16.00.