06.09.2021, 10:14 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

"Der var klasseforskel efter pausen"

Lørdag eftermiddag spillede vi første hjemmekamp i IBF Arena, hvor modstanderen var Horsens Håndbold Elite. Efter en 1. halvleg, hvor der skulle kæmpes for tingene, viste vi efter pausen klasseforskel på de to hold.

Kampen kan deles op i to dele, hvor 1. halvleg må gå under kategorien under middel, i hvert fald på forsvarsdelen, hvor vi lukke for mange lette mål ind. Til gengæld så det straks meget bedre ud efter pausen, som viste klasseforskel mellem de to hold, og hvor vi i den grad fik strammet forsvaret til, således at Horsens kun scorede 8 mål efter pausen mod 15 før pausen.

Cheftræner Kasper Christensen, var da også ganske godt tilfreds med kampen overordnet set, og særligt glad over, at holdet efter pausen fik hævet niveauet ganske betragteligt.

"Vi spiller en rigtig flot 2. halvleg, hvor vi sagtens kunne have lavet flere mål, og mit indtryk er, at der var klasseforskel efter pausen på de to hold. Jeg er rigtig glad for vores angrebsspil gennem hele kampen, som ser ganske fornuftigt ud overordnet set, mens der ud fra 1. halvlegs præstation, er plads til forbedringer i forsvaret", lød det fra Kasper efter kampen, hvorefter han tilføjede:

"Vi kan vel godt kategorisere det som en arbejdssejr, fordi jeg synes at vi måtte slide i det i 1. halvleg, hvor vores arbejdsindsats og indstilling ikke var god nok. Vi tabte alt for mange dueller, også til spillere som vores bærende spillere, ikke skal tabe så mange dueller til, så det fik vi talt om i pausen, og vi kom jo så også ud med en helt anden indstilling, hvilket jeg er glad for. Jeg er meget tilfreds med indsatsen i 2. halvleg"