18.01.2022, 19:49 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Den gode stime skal holdes - kan vi få 9. sejr i streg mod Randers?

Når man har vundet otte kampe i streg, kan man vel godt tillade sig at kalde det en stime, og onsdag aften går vi efter den 9. sejr, når vi møder Randers HK i IBF Arena.

Kampen onsdag aften er første kamp i 2022, hvor der må være tilskuere på lægterne, og vi kommer med en god portion selvtillid i bagagen efter en særdeles god start på året, hvor det er blevet til fire sikre sejre indtil nu. Randers HK har fået en blandet start på 2022, primært på grund af Corona, der forhindrede dem i at spille kamp før i onsdags, hvor det så til gengæld blev til en flot sejr over Horsens Håndbold, der var svage favoritter til den kamp.

Vi er derfor advaret mod at tage for let på kampen, trods kronjydernes placering i Bambusa Kvindeligaen og flere profilers afgang hen over julepausen, og Kasper Christensen forsikrer da også om, at respekten for Randers HK er intakt.

"Vi er i gang med en god stime, og det vil vi selvfølgelig gerne have fortsætter onsdag aften. Vi har selvtillid og lige for tiden er det virkelig sjovt at spille håndbold, samtidig med at vi har mange spillere i gang der er med til at bidrage, og det gør jo, at vi har en ganske fornuftig bredde, så det er meget positivt. Vi skal være klar til at matche og modstå den energi som Randers kommer med, efter den kamp de spillede mod Horsens som var rigtig flot", lyder det fra Kasper Christensen, der påpeger, at Randers i den grad har haft meget modvind på cykelstien i den seneste tid, hvilket gør præstationen mod Horsens ekstra flot. 

"De har haft en del modgang på det seneste, både med Corona og afgang af to profiler samt en masse negativ snak og fokus på dårlig økonomi, men ud fra den kamp mod Horsens, der så det ud til, at de fik det kanaliseret ud i vild fight og god indstilling, så vi skal tage opgaven dybt seriøst, det gør vi også, og lykkes vi med det, så er vi også et bedre hold end Randers. Kommer vi med halv styrke, så kan vi godt glemme det, men vi kommer med alt, hvad vi har og er godt forberedt"

Kampen starter klokken 18.30, og grundet de nuværende restriktioner, så er der lidt ændringer i forhold til en helt normal kamp. Vi har valgt at inddele hallen i to sektioner, således at afsnit A+B+C+D er et afsnit, mens afsnit E+F+G er den anden sektion. For de tre sidstnævnte afsnit gælder det, at man skal benytte indgangen længst til højre ved siden af den normale hovedindgang.

For alle andre, kan man benytte hovedindgangen samt indgangen ved Hal B. Har man sæsonkort er man naturligvis garanteret adgang og sin sædvanlige plads. Har man abonnement kan man med fordel sende en mail til jd@hihbold.dk og få tilsendt en billet, så man er sikker på en plads, da vi kun lukker 1000 tilskuere ind.

Sidst, men ikke mindst, så skal man have et gyldigt Coronapas, hvis man er over 15 år gammel samt bære mundbind mens man går og står.