10.07.2018, 11:30 | Af: Louise Ø. Nielsen | Foto: Hamistolen Photography

U20-damerne gør rent bord i indledende runde ved VM

U20-landsholdet, med vores egen Emma Friis på holdet, er klar til 1/8-finalen i overbevisende stil

Emma Friis og resten af U20-landsholdet kunne til sidst trække sig sejrrigt ud af puljefinalen mod Holland, og slutter dermed med maksimumpoint i deres indledende gruppe til VM. Det holdt dog hårdt mod Holland, som gav danskerne kamp til stregen.
Anderledes har det været i de andre gruppekampe, hvor U20-damerne har vundet overbevisende over blandt andet Rumænien, Japan og Paraguay.

I aften venter så 1/8-finalen mod Tyskland, som endte på en 4. plads i gruppe D. Og landstræner Heine Eriksen forventer stærk modstand fra vores tyske naboer.
- Vi bliver parret med den klart stærkeste gruppe ved dette mesterskab. Tyskland ender som 4’er i den pulje, men har virkelig presset de andre hold. De tabte blandt andet kun med to til Frankrig. Tyskland er derfor en stærk modstander. Det er et vaskeægte fighterhold, der kæmper til det sidste. Vi mødte dem til U19-EM, hvor det blev en rigtig tæt affære, så det bliver en spændende udfordring, udtaler Heine Eriksen til dhf.dk

Emma Friis, som til daglig slår sine folder på Herning-Ikast Håndbolds ligahold, deler efter den indledende runde den danske topscorerværdighed med Nikoline Lundgren. Begge spillere har scoret 24 mål.

Du kan følge U20-landsholdets 1/8-finale mod Tyskland på livestream kl. 20.45 her: https://www.hungaryhandball2018.com/streaming.html