05.08.2019, 15:11 | Af: Herning-Ikast Håndbold | Foto: Herning-Ikast Håndbold

U19-pigerne vinder Generation Handball

U19, med hjælp fra et par U17-piger, indledte den nye sæson med en samlet sejr ved Generation Handball

U19-holdets første pokal er i hus, efter at holdet i den forgangne uge vandt Generation Handball-stævnet i Viborg.

Holdet indledte stævnet med 3 sejre i gruppespillet over henholdsvis franske Nimes (25-6), norske Son HK (21-15) og svenske Kungälv (18 -9).
Dette medførte en plads i A-slutspillet, hvor holdet blev parret med nr. 1 og 2 fra modsatte gruppe. Første modstander i A-slutspillet var endnu en gang Kungälv, og igen blev det til en sikker sejr til midtjyderne, denne gang på 26-15.
I slutspillets anden kamp var modstanderen Viborg HK, som blev slået 17-11. Dermed var holdet, allerede inden slutspillets sidste kamp, sikre på en plads i fredagens finale uagtet resultatet af kampen.

Om det var bevidstheden om, at finalepladsen allerede var sikret, som var årsagen til, at den sidste slutspilskamp mod Rælingen HK ikke blev en køn opvisning, skal være usagt. Men med hiv og sving blev også denne kamp til sidste vundet, efter det for første gang i turneringen var nødvendigt at benytte sig af 7 mod 6. Kampen var præget af tekniske fejl og brændte chancer. Dog kunne midtjyderne til sidst trække sig sejrrigt ud af opgøret med en sejr på 15-14. Den sjette sejr i rækken af ligeså mange mulige.

I finalen var modstanderen endnu en gang Viborg HK, som også fik den bedste start på kampen. De kom hurtigt foran 0-4, inden Frida Svingholm scorede enhjørningernes første mål på straffe.
Som halvlegen skred frem, kom der bedre styr på forsvaret og U19-holdet kunne derfor gå til pause nede med to mål. I anden halvleg blev det kompakte forsvar afgørende for, at pigerne kom foran, og til sidst kunne spillerne juble over en 18-15 sejr over de grønne fra Viborg.

Generation Handball-stævnet har været en fin opstart, hvor der har været fokus på det sociale. U19-holdet har fået hjælp af et par U17-spillere, hvilket har været en god løsning i ferien, hvor nogle er ude og rejse.
De U17-piger som har hjulpet, har vist gode takter. De har fysisk modstået U19-spillerne og har været kampafgørende i nogle af kampene.

På fredag drager U19-holdet til Club La Santa sammen med ligaholdet. Her venter en uge med fælles træninger samt en træningskamp.