19.08.2020, 09:22 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Vilde Johansen: Udført til perfektion

Tirsdag aften stod i Santander Cuppens tegn, og Herning-Ikast fik i den grad vist, at holdet er ved at være klar til sæsonstart.

15-0! Smag lige på det. Ikke en føring man normalt hører om, heller ikke i Santander Cup, men det stod det i kampen mellem Herning-Ikast og AGF Håndbold i går aftes, inden de hvidklædte aarhusianere kom på tavlen. Herfra kunne man måske tro, at HIH ville slippe gaspedalen lidt, men der tog man i den grad fejl. Koncentrationen blev fastholdt gennem hele kampen, som sluttede med cifrene 42-11.

Det var da også en tilfreds Vilde Johansen, som efter kampen kunne gøre status i den gamle stadionhal i Aarhus.

"Vi havde talt om, at vi skulle være der fra start, og vise at der er forskel på at spille liga og 1. division, og det synes jeg vi får gjort på en rigtig god måde. Jeg har aldrig været med til at føre 15-0 i en kamp, så vores oplæg til kampen blev udført til perfektion, og så fik vi også fordelt ressourcerne, så alle kom i spil, hvilket også fungerede godt i dag", lyder det fra Vilde efter kampen.

Hun hæftede sig også ved, at holdet formåede at holde fokus gennem hele kampen, hvilket efter hendes opfattelse viser, at der er en stærk professionel indstilling på holdet.

"Det at vi formår at holde fokus gennem hele kampen, mod et hold på et meget lavere niveau, synes jeg viser at vi har et stækt hold med en meget professionel tilgang til tingene. Vi får gjort tingene færdigt, hvilket er et stærkt signal"

Næste gang at Herning-Ikast skal i kamp er på tirsdag klokken 20, hvor Silkeborg-Voel venter i JYSK Arena i Silkeborg.