05.06.2021, 20:47 | Af: Jonas Hooge | Foto: Erik Laursen

"Vi spiller sæsonens bedste kamp"

Selvom det blev til et ærgerligt nederlag til Odense Håndbold, og dermed en misset finale i Santander Final4, så var der også plads hos Kasper Christensen til at glæde sig over, den måde som semifinalen blev afviklet på.

At toppen i dansk kvindehåndbold er tæt, kan der vist ikke herske nogen tvivl om, både efter slutspillet og de efterfølgende finaler, men så sandelig også efter lørdagens semifinale mod Odense Håndbold. Der blev gået til stålet og vist flot håndbold fra begge holds sider, og tesen om, at pokalhåndbold til tider giver dramaer, blev i den grad holdt i live i dag.

Begge hold var mere end opsatte på at nå finalen, men i den forlængede spilletid, var det Odense Håndbold der havde de små marginaler på deres side, og kunne hive sejren i land med 28-30. Cheftræner Kasper Christensen var efter kampen naturligvis skuffet over nederlaget, men konstaterede samtidig, at kampen var den bedst spillet i denne sæson.

”Glæden over det spil vi leverede opvejer på mange måder den skuffelse det selvfølgelig er, at vi ikke kommer i finalen i morgen. Jeg synes vi spiller sæsonens bedste kamp, og er til tider helt outstanding. Vi bliver ramt af to skader i kampen, og har en sløj Ingvild Bakkerud med, der dårligt kan spille med i angrebet, og alligevel bliver vi bare ved med at kæmpe og tro på det, samtidig med at vi spiller nogle konstellationer, vi ikke har prøvet meget i denne sæson. Så jeg har den dybeste respekt for spillerne, som jeg synes gør det helt utroligt godt”, lyder det fra Kasper Christensen der fortsætter:

”Jeg synes at vi i store dele af kampen er klart det bedste hold på banen, og får spillet kampen med den intensitet som vi havde håbet på, så det er de små marginaler der afgør det hele, blandt andet nogle brændte chancer på Althea Reinhardt i slutminutterne”.

I morgen gælder det bronzekampen, hvor København Håndbold  venter. De tabte i et sandt drama til Nykøbing Falster i dagens første semifinale, og selvom at vi på papiret er favoritter til den kamp, så bliver det en vanskelig kamp med tanke på, at Englert formentlig er ude, mens Simone Petersen og Bakkerud er tvivlsomme.

”Vi vil selvfølgelig gøre alt for at vinde den kamp mod København, men vi må også bare erkende, at vi er presset på ressourcerne, så vi må se, hvor meget kræfterne rækker til”

Bronzekampen spilles i morgen klokken 13.30, og kan ses på TV2 Sport.