27.08.2019, 22:31 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Herning-Ikast Håndbold

Svær kvartfinale i vente

Herning-Ikast Håndbold trak Team Esbjerg på udebane i kampen, der sender vinderen til Final 4 i Santander Cup.

De midtjyske piger fra Herning-Ikast Håndbold avancerede overbevisende fra pokalturneringens ottendedelsfinaler, hvor holdet på udebane slog Horsens med 29-18.

Tirsdag aften efter Super Cup-opgøret mellem Team Esbjerg og Nykøbing Falster Håndbold, som esbjergenserne vandt med hele 33-22, var der lodtrækning til kvartfinalerne. Her var det netop Team Esbjerg, der dukkede op af hatten sammen med HIH, og dermed skal sidste års DM-duellanter nu duellere om en plads i pokalturneringens Final 4. Lodtrækningen faldt desuden ud således, at kampen spilles i Blue Water Dokken i Esbjerg.

Opgøret er endnu ikke fastlagt, men spilledatoen bliver mellem den 17. og 19. september.

De øvrige kampe:

Odense Håndbold - Viborg HK
Aarhus United - TTH Holstebro
Nykøbing F. Håndbold - København Håndbold