28.10.2020, 22:28 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Sejr i pokaldrama - Klar til Final4

I et sandt drama kvalificerede vi os her til aften til Final4 i Santander Cup efter sejr over Viborg med 28-27. Sejren kom først i hus efter forlænget spilletid.

Det var tydeligt at se, at der stod meget på spil i aftenens kamp, der gjaldt en plads i næste års Final4 i Santander Cup. Der blev gået til stålet, og det resulterede i et hav af udvisninger, der var jævnt fordelt mellem de to hold.

Ud over hårdheden, blev der også spillet fin håndbold, hvor de to hold skiftedes til at være i teten. Spillet bølgede frem og tilbage, og bedst som man troede, at det ene hold var på vej mod at stikke af, så blev der halet ind igen fra begge sider

Jessica Ryde startede på mål, men havde langt fra en af sine bedste dage, hvilket hurtigt resulterede i et skifte med Sabine Englert. Hun fik ikke for alvor fat i 1. halvleg, mens hun spillede sig godt op efter pausen, og var en medvirkende årsag til, at der blev holdt snor i Viborg.

I den anden ende så det i lange perioder fint ud, med det vanlige flow i spillet, og god veksling mellem afslutningerne, hvor Ingvild Bakkerud og Emma Friis var mest træfsikre.

Præcis som i gårsdagens kvartfinaler, endte den ordinære kamp uafgjort 26-26, hvilket resulterede i forlænget spilletid.

Her fik Viborg den bedste start, men heldigvis bevarede vi roen, og kunne gå til ”pause” med stillingen 27-27. Der skulle gå over fire minutter efter pausen, før første scoring faldt, og heldigvis til Herning-Ikast, og det formåede Viborg ikke at svare på, hvilket betød sejr og Final4 til HIH.