19.09.2019, 21:02 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen

Gyserafslutning da HIH gik i Final 4

Et straffekast med få sekunder tilbage afgjorde en flot og tæt pokalduel i Esbjerg.

 

Santander Cup-kvartfinale i Blue Water Dokken. Den direkte duel om Final 4 og muligheden for at kalde sig pokalmester, når vi rammer slutningen af december måned.

25-25 på tavlen. 14 sekunder tilbage på haluret. Helene Fauske lægger an til skud. Ansvaret er hendes - ansvaret for at omsætte straffekastet, der kan sende midtjyderne videre og bryde med en mildt sagt dårlig stime på 12 nederlag i træk mod Team Esbjerg. Men før vi kommer til slutningen, vender vi tilbage til begyndelsen...

HIH blev straffet på alle fejl i indledningen, og hjemmeholdet tog en føring på 6-3 allerede efter otte og et halvt minut, da Marit Røsberg Jacobsen omsatte. To flotte soloaktioner af Stine Skogrand og Jeanett Kristiansen skabte dog omgangshøjde til 6-5, og efter tre målløse minutter var det Helene Fauske, der bragte balance på tavlen med et hug udefra. Med 16 minutter spillet tog gæsterne sågar føringen for første gang, da en Englert-redning via et par mellemstationer endte hos lynhurtige Henriette Hansen, der var stukket af sted og gjorde det til 7-8.

Minuttet senere missede højrefløjen en tilsvarende mulighed, der kunne have skabt en tomålsføring til udeholdet, men den klarede Sarah Iversen i stedet. 8-10 på tavlen, mens Iversen dog måtte tage én på tuden i samme ombæring og blev nødsaget til at forlade banen i nogle minutter.

I en tæt første halvleg byttede føringen på ny. Esbjergenserne lavede tre i træk, mens gæsterne missede et par oplagte muligheder. Snart havde Iversen - der var kampklar igen - og Helene Fauske dog gjort det til 11-12, hvilket holdt halvlegen ud.

Værterne kom stærkest ud efter sidebyttet, og især tårnhøje Kristine Breistøl havde enhjørningerne deres hyr med. Men en fremragende Sabine Englert - måske med dagens bedste enkeltstående HIH-præstation - var stærkt medvirkende til at holde gæsterne inde i opgøret og fastholde enten balance eller en føring på ét mål. Først da Marit Røsberg Jacobsen scorede i et tomt midtjysk mål - og i midtjysk undertal, tog Team Esbjerg føringen med 18-17. To hurtige mål af Emma Friis og Jeanett Kristiansen sendte føringen tilbage på HIH-hænder, men pludselig var vestjyderne på plus to, 23-21. Der var lagt op til en gyserafslutning i de sidste ti minutter, og kampen skuffede ikke på den front.

Herning-Ikast Håndbold kom igen, og Jeanett Kristiansen scorede til 23-23 med kun godt seks minutter tilbage. Gyset tiltog, og som minutterne gik, endte bagdelene længere og længere ude på kanten af de blå plastiksæder i Blue Water Dokken.

En midtjysk afbrænder fra fløjen med lidt over tre minutter tilbage gav Esbjerg muligheden for 25-23 og en næsten-sejr, men Sonja Frey - der ellers lavede syv mål denne aften - skød denne gang forbi på Jessica Ryde, der var på mål i slutfasen. Efter 57:31 udlignede Helene Fauske til 24-24, og med ét minut tilbage kom Stine Skogrand over fløjen og gjorde det til 25-25. Det var i sandhed neglebidende helt til det sidste.

En tabt Esbjerg-bold i det midtjyske forsvar gav HIH muligheden for selv at afgøre det og sikre avancementet, men en fejlaflevering i angrebsspillet sendte kampens sidste mulighed tilbage i hænderne på hjemmeholdet - troede man i hvert fald.

Efter længere tids forvirring blev der nemlig dømt straffekast til Herning-Ikast Håndbold grundet en vestjysk fejl omhandlende en challenge, og Helene Fauske fik muligheden for at sende sit hold i Final 4 med blot 14 sekunder tilbage på haluret.

Nordmanden var iskold.

 

Stillinger undervejs:
2-2, 4-2, 6-3, 6-6, 7-8, 8-10, 11-10, 11-12 (pause), 14-14, 16-17, 18-17, 18-19, 23-21, 23-23, 25-24, 25-26 (slut)
 

SE KAMPFAKTA