06.06.2021, 14:51 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Bronzemedaljer og comeback til Iversen

Der var klasseforskel i dag, da vi her til eftermiddag sikrede os bronzemedaljer i Santander Final4, og hvor der samtidig var comeback til Sarah Iversen i sejren der endte på 36-27.

Præcis som i går, var det vores modstander der fik den bedste start, men heldigvis fik vi hurtigt fundet rytmen, og særligt Michala Møller var brandvarm, og hamrede hele syv mål ind i 1. halvleg, og var dermed en stor faktor for, at vi havde styr på begivenhederne. Ingvild Bakkerud blev sparet i angrebet, men med Møller på hendes position, var det intet problem. 

I målet havde Jessica Ryde godt fat på Københavns skytter, der havde store problemer med vores forsvar, og som halvlegen skred frem, fik vi slået et hul på fem mål, hvilket vi formåede at forsvare halvlegen ud. Pausestillingen lød på 19-14, og den var ikke et mål for stor.

Vi fik en perfekt start på 2. halvleg, og fik bragt os yderligere foran, så der efter to minutter af halvlegen stod 21-14, og nu så det for alvor svært ud for København. Og det blev det heldigvis ved med, og i mens haglede målene bare ind bage Johanna Bundsen. Der skulle gå over seks minutter af 2, halvleg, før tigrene scorede til en stilling der nu hed 23-15. Jessica Ryde pillede pynten af skytterne og stregspillerne, og selvom at frekvensen var sat lidt ned, så var der stadig hammer på Michala Møller, der sammen med Cecilie Brandt leverede et flot ungdomsshow.

Med tyve minutter igen fik Sarah Iversen, til stor applaus fra publikum, comeback, og hun kvitterede med først en scoring og efterfølgende en assist. Så var hun lige som i gang.

Fejlprocenten steg alarmerende for København, og det udnyttede vi til fulde, og blev bare ved med at trykke på og holde dampen oppe. Var vi i tvivl om ressourcerne forud for kampen, så blev den tvivl gjort til skamme, og vi kunne stille og roligt køre endnu et sæt bronzemedaljer i hus.

Til slut blev der også spilletid til Linn Johansen på venstre fløj samt Mathilde Rømer i målet, der erstattede Sabine Englert. Topscorer blev Michala Møller med ni mål.