21.02.2020, 13:11 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Herning-Ikast Håndbold

“Hvis bare jeg kan score på Englert”

Trods nederlag fik 3. divisionsspillerne fra Christiansbjerg Håndboldklub sig en stor oplevelse, da Herning-Ikast Håndbold lagde vejen forbi i Santander Cup.

Camilla Bøilerehauge ses knælende i midten af billedet, bag spilleren med nr. 2 på trøjen.


Første step på vejen til titelforsvaret er taget.

Pokalmestrene fra Herning-Ikast Håndbold tog som forventet stikket sikkert hjem, da holdet i 5. runde af Santander Cup gæstede Christiansbjerg Håndboldklub i Aarhus. Her endte det med en udesejr på 41-16, og hvor knusende et sådant nederlag end lyder, så var det uden betydning for hjemmeholdets spillere, da de 60 minutter var forbi.

Helt fra begyndelsen havde det nemlig handlet om noget helt andet: At dyrke glæden og oplevelsen på en positiv måde - og så var cifrene knap så vigtige for 3. divisionsspillerne, når udfaldet var givet på forhånd.

- I og med at vi ikke havde nogle forventninger til os selv overhovedet, kunne vi kun overraske positivt. Vi havde aftalt, at vi bare skulle grine og juble hele vejen igennem, ikke kun når vi scorede men også på de chancer, vi tog, fortæller Camilla Bøilerehauge, der spiller højreback for Christiansbjerg.

Hun var også med i 2016, da de to hold mødtes i 1/8-finalerne, og gensynet var glædeligt.

- Vi havde glædet os rigtig meget til at møde dem igen. Det var fedt, at Herning-Ikast Håndbold kom med ligaspillerne, så vi kunne prøve at måle os med dem og få den oplevelse. Alle bød godt ind, og jeg tror faktisk, at vi alle sammen scorede i dag, siger bagspilleren, der havde én helt særlig forhåbning.

- Vi kender naturligvis flere af spillerne og havde blandt andre set frem til at møde Sarah Iversen, fordi hun er dansk landsholdsspiller. Sabine Englert havde vi også set meget frem til at stå over for, og inden kampen havde jeg sagt til mig selv, at hvis bare jeg kunne score på Englert, så var min dag reddet, griner Camilla Bøilerehauge, der viste sig fornemt frem med et par kanonskud op i krogen.

Tak for kampen til Camilla og resten af Christiansbjerg-holdet.