02.07.2019, 13:00 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Herning-Ikast Håndbold

Ydmyg college-elev med store drømme: Vil være verdens bedste

Læs eller genlæs artiklen om Michala Møller

(Denne artikel blev oprindeligt bragt i Håndboldavisen 2019. Læs hele avisen her)

 

Man behøver ikke altid at have store armbevægelser blot fordi, man har store ambitioner. 19-årige Michala Møller er lige nu én af de allerhotteste upcoming spillere i dameligaen, men selv om drømmene rækker langt, følger tålmodigheden med.

Store armbevægelser har den ydmyge bagspiller faktisk kun, når hun svinger sin hammer af en højrearm. Da er der til gengæld smæk på.

Der lyder et brag ud i hallen, og træværket ryster i flere sekunder efter det hårde træf på sammenføjningen. Kraften fejlede intet, men Michala Møller er ikke tilfreds, før præcisionen også sidder der 100 %.

Et par skridt til siden er alt, hun behøver at tage, før hun selv kan samle returbolden op og lægger an til skud på ny.

- Jeg ved, at vedholdenhed er vigtigt. Når man træner det samme om og om igen, så har man det pludselig i værktøjskassen en dag, siger hun og slynger atter bolden mod mål.

Man kan se, hvordan den unge skytte lægger hele kroppen i afslutningen for at få maksimalt riv i bolden. En teknik, der stadig kan forfines. Men den er godt på vej.

Endnu engang er skuddet knaldhårdt. Og denne gang sidder kuglen helt oppe i krogen.

Det var et godt træf, og det ved hun. Men hun siger ikke noget. Skuddet fra distancen har hun for længst gjort sig bemærket for. Også på ligaholdet, hvor hendes primære rolle ellers er at agere backup og aflastning for de mere etablerede spillere. Siden debuten i august måned sidste år har Michala Møller bidt sig fast som en permanent del af ligatruppen, og pænt med spilletid bliver det også til. Investeringen har foreløbig båret frugt for den hårdtskydende playmaker.

- Spilletiden er jo selvsagt mindre, end man har været vant til, når man rykker op som senior, så man må vælge, om man vil tage disse ‘investeringsår’, eller om man vil gå efter at spille mere fast på et lavere niveau. Det har været meget med i mine overvejelser, men for mit vedkommende føler jeg, at jeg udvikler mig bedst ved at være her, hvor presset er stort, men hvor jeg også ved, at man nok skal få chancen, hvis man gør det godt. Jeg ved, at vedholdenhed er sindssygt vigtigt som ung spiller, og jeg kan ikke se noget sted, hvor jeg kan udvikle mig bedre end i HIH, fortæller Michala Møller.

Hun tager en tår vand og sætter sig på halgulvet med en ny bold inden for rækkevidde.

- Jeg skal lige skyde lidt mere, når vi er færdige, siger hun.

I sæsonens løb har den unge bagspiller haft en dobbeltrolle, hvor hun har spillet kampe på HIH’s u18-hold, samtidig med at hun har været en del af seniortruppen til både kampe og træning.

- Erfaringsmæssigt har det givet mig sindssygt meget. Senest spillede vi på udebane i Kroatien, hvor vi var under pres både på banen og fra tilskuerne. Det er nogle andre rammer end dem, man er vant til herhjemme. Jeg kom også på banen dernede, og erfaringen fra sådanne kampe er noget, der ruster én til lignende situationer i fremtiden, siger ‘Mich’, som hun kaldes til daglig.

Ansvar og lederskab
Overgangen fra talent til senior har ikke kun betydet, at Michala Møller har fået en rolle at spille blandt Herning-Ikast Håndbolds bedste. Erfaringen fra øverste hylde har også bragt hende en ny rolle, når hun er “hjemme” på u18.

- Som én af de erfarne u18-spillere tager jeg mere ansvar og lederskab nu, hvor jeg har gjort mig en masse erfaringer, som jeg kan forløse, når jeg spiller kampe dernede. At bringe noget ekstra gejst og at gå forrest er en rolle, jeg rigtig gerne vil tage på u18-holdet.

Balancerer mellem skole og sport
Michala Møller er født og opvokset i Aalborg, men for en lille håndfuld år siden trak hun rødderne op og rykkede til Ikast og ISI, hvor hun tog 10. klasse. Siden fulgte Sportstar College, hvor hun nu går i 2.g.

- Jeg ville gerne prøve mig selv af uden for de vante rammer, samtidig med at jeg ville fortsætte med at satse på håndbolden. Da var HIH stedet, hvor jeg følte, at jeg bedst kunne kombinere uddannelse med sport, og hvor jeg ville kunne udvikle mig allermest. De har dygtige trænere, og hele miljøet og den røde tråd fra ungdom til senior er god.

“Banen er mit største frirum”
 

Det er med at holde tungen lige i munden, når man på én gang skal balancere med store ambitioner for både skole og sport. En balance, som Michala Møller dog får masser af opbakning til at opretholde fra både college og klub.

- Det kan naturligvis være svært at have både skole og sport på højt plan, når man prioriterer begge dele rigtig højt. Samtidig skal man huske at finde tid til sig selv og slappe af. Som Team Danmark-elev kan jeg heldigvis få udskudt afleveringer eller få ekstra undervisningstimer, hvis jeg har meget fravær i en periode grundet træning, taktik, rejsedage, landsholdsdeltagelse og den slags. Men i klubben er de også gode til at tage hensyn, for det er vigtigt for dem, at man passer sin skole og gør det godt dér også.

- Selvfølgelig er der hårde perioder, og nogle gange skal man bare igennem. Men banen er mit største frirum. Det er dér, jeg slapper af og bare elsker det. Og heldigvis er der flest gode perioder, men af og til lander alle afleveringer jo bare oven i hinanden, griner Michala Møller.

Afklaret og tålmodig
Nordjyden står til at blive student i sommeren 2020. Inden da håber hun at komme til at spille en endnu større rolle på ligaholdet, men med klassisk, nordjysk beskedenhed udtrykker hun vished om, at udvikling tager tid. Og fra denne unge spiller, der fyldte 19 år i februar måned, virker det ikke blot som noget, hun ved, hun helst skal sige. Der er oprigtig afklaring og tålmodighed at spore i hendes blik.

- Da man var yngre, skulle det bare gå hurtigt, men jeg er fuldt ud indstillet på, at det tager tid at nå sine mål. Det er jeg klar til. Lige nu glæder jeg mig bare til de kommende sæsoner og håber på, at jeg kan etablere mig som ligaspiller i Herning-Ikast Håndbold.

“Jeg tror, man kommer langt med at være ydmyg, samtidig med at man giver den alt, hvad man har”
 

Vil være blandt verdens bedste
Med ydmyg stemme afslører Michala Møller dog også, at ambitionerne ikke stopper her. Et kig på både en nuværende og en tidligere HIH-playmaker - hendes egen position på banen - får hende til at drømme stort.

- Jeg kigger meget på Helene Fauske, som også kom hertil som ung og virkelig har udviklet sig til en profil. Veronica Kristiansen kom hertil og slog igennem som international topspiller. Jeg kan også kigge på nogle af spillerne fra landsholdsårgangene over mig, som har slået igennem i ligaen. Man sammenligner sig med dem, som er ældre end én selv, og som har været igennem det samme. Det giver mig supermeget motivation, og det er det fedeste, når ens mål og drømme går i opfyldelse. Det bringer mig alt sammen et skridt tættere på mit endelige mål, som er at kunne leve af min håndbold og blive blandt verdens bedste håndboldspillere - hvis ikke den bedste, afslører Michala Møller.

Ydmygheden udstråler hun stadigvæk, trods de store ord.

- Jeg tror, man kommer langt med at være ydmyg, samtidig med at man giver den alt, hvad man har, siger hun.

Med bolden i hånden rejser hun sig og driver kuglen mod hjørnet med enorm kraft. Sammenføjningen tager fra.

- Som ung spiller kan man ofte have et lavt bundniveau, og man bliver lettere slået ud af modgang. Det har gjort mig mere robust som spiller at få erfaring fra ligaholdet, siger Michala Møller, før hun forsøger sig igen.

Denne gang sidder kuglen helt oppe i krogen.