14.10.2020, 09:34 | Af: Jonas Hooge | Foto: Herning-Ikast Håndbold

Vilde Johansen forlænger med Herning-Ikast Håndbold

Vilde Johansen kom til Herning-Ikast op til sidste sæson, men har allerede gjort så stort et indtryk, at hendes kontrakt nu er forlænget, så den gælder frem til sommeren 2023.

I sidste sæson delte hun spilletid med Sarah Iversen, men med Sarah Iversen ude, grundet graviditet, så har nordmanden fået tæt på fuld spilletid i begge ender i denne sæson, og det har hun løst så godt, at klubben nu har sikret sig hendes underskrift, så hun er at finde i klubben helt frem til 2023.

"At Vilde har skrevet under på en ny 2 årig kontrakt betyder meget for os. Siden Sarah Iversen har været i lykkelige omstændigheder, har vi den grad set Vilde træde i karakter. Med Vilde og Sarah på plads, betyder det vores 3'er forsvar ser godt ud sammen med Ingvild Bakkerud, ligesom at vi offensivt har to af de stærkeste kort i ligaen. Så jeg er en meget glad mand på klubbens vegne, og jeg tror på, at vores kontinuitet kan komme os til gode i den kommende sæson", lyder det fra Herning-Ikast Håndbolds direktør, Daniel Grønhøj.

Vilde Johansen selv, er også godt tilfreds med den nye kontrakt som gør, at hendes fremtid for de kommende sæsoner er på plads.

"Jeg synes det går rigtig godt, og jeg er faldet til i Herning-Ikast, så det var i bund og grund ikke så svært, i forhold til at forlænge min kontrakt. Jeg føler at jeg bliver bedre og bedre hele tiden, både i forsvaret og angrebet, så min plan om at blive en god tovejsspiller, er godt på vej. Der er mange traditioner i Herning-Ikast, og her spilles der med om medaljer de fleste år, og det er kun med til at gøre det endnu mere attraktivt for mig, så jeg er glad og tilfreds med, at min fremtid er på plads", lyder det fra Vilde Johansen.