28.05.2019, 16:41 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Herning-Ikast Håndbold

To store håndboldnavne takker af

Trine Troelsen og Mie Augustesen har begge vundet mesterskaber og spillet på landsholdet. Og nu siger de begge farvel, ikke blot til HIH - men til tilværelsen som aktive håndboldspillere. Læs om tankerne bag de to profilers karrierestop.

I Herning-Ikast Håndbold vil vi gerne takke Trine Troelsen og Mie Augustesen for en stor indsats og mange flotte præstationer, både hos os og i løbet af karrieren.

Tak for jeres måde at være på - og held og lykke fremover!

 

Nedenstående artikel blev oprindeligt bragt i Håndboldavisen 2019.

LÆS HÅNDBOLDAVISEN HER

 

TRINE TROELSEN:

De første tanker...
- Det er lidt specielt, at man lige pludselig skal stoppe sin håndboldkarriere, når man har spillet i så mange år og levet af sin sport. Jeg har været så privilegeret, haft så mange oplevelser, været på landsholdet, været i forskellige klubber. Det har været en kæmpe del af mit liv med en meget struktureret hverdag, hvor alt har været planlagt, og hvor man bare har skullet møde op og træne og spille kampe. Det er et kæmpe kapitel, der stopper nu. Som det kommer tættere og tættere på, kan jeg mærke, at det gør mig lidt trist, men det er alle de gode mennesker mere end selve håndbolden, jeg kommer til at savne. Heldigvis har jeg stadig mange venner og bekendtskaber i miljøet, som jeg kommer til at se.

Er du afklaret med beslutningen?
- Jeg er meget afklaret nu. Det var en svær beslutning at tage, for jeg følte egentlig, at jeg var kommet godt tilbage efter min graviditet. Jeg føler mig fit, frisk og i god form, og jeg kan lide at træne, så det er ikke kroppen, der siger stop. Men mit hoved siger, at det er nu, jeg skal stoppe.

Hvorfor er tiden den rette nu?
- Der er flere faktorer, men allervæsentligst for min beslutning har det været, at jeg fik min datter. Efter jeg har fået en familie, er der bare kommet andet i livet, der betyder mere for mig, og som jeg har behov for at bruge min tid på. Og så har jeg været professionel, siden jeg var 18 år. Det er 16 år, hvor jeg har skullet møde op hver eneste dag og træne, rejse og spille kamp. Jeg føler mig virkelig privilegeret, vil jeg understrege, men jeg er bare mæt. Som snart 34-årig (Trine Troelsen fylder år den 2. maj, red.) synes jeg også, at jeg har gjort det godt.

Hvordan har det været at blive mor som professionel håndboldspiller?
- Først og fremmest er jeg superglad for, at klubben har været så forstående. Jeg var ærlig helt fra start om, at jeg ønskede et barn, og alligevel troede de stadig på mig, så jeg vil gerne takke HIH for at støtte mig hele vejen i den proces. At blive mor er det største i hele verden. Det kan slet ikke beskrives, hvor stort det er at få sådan et lille menneske med hjem. Men det har også været hårdt. Det kræver meget, og jeg ville slet ikke have kunnet gøre det uden min mand. Hvis han ikke havde taget barsel i otte måneder, så ved jeg ikke, hvordan vi skulle have fået det strikket sammen. Han har støttet mig og udvist stort accept, så jeg kunne tage af sted og fortsat dyrke håndbolden.

Kan man nogensinde blive 100 % klar til at stoppe?
- Det er klart, at det bliver en stor omvæltning, når håndbolden har fyldt så meget i ens liv igennem så mange år. Jeg har talt rigtig meget med både min mand og faktisk også med Mie (Augustesen, red.) om, at der kommer et tidspunkt, når pigerne starter op igen, og kampene er i gang, hvor det vil komme til at gøre ondt indeni, og hvor jeg vil føle mig ensom. Jeg forbereder mig på, at der kommer dage, hvor det bliver rigtig hårdt. Jeg kan også godt blive ked af det ved tanken, men jeg har heldigvis andre mennesker omkring mig, som jeg kan støtte mig til.

Hvad kommer du til gengæld ikke til at savne?
- Jeg ikke til at savne det med at blive dømt, målt og vejet på det ene og det andet hele tiden.

Hvilke oplevelser har været allerstørst i din karriere?
- OL er det absolut største, jeg nogensinde har oplevet. At få lov at bo i en OL-by og være samlet med så mange andre sportsgrene, mærke hele stemningen omkring det, det var fuldstændig unikt. Her i klubben var det største at komme til Final 4 i Champions League, og vores mesterskaber har også været helt fantastiske. At få lov at være en del af det danske landshold var også kæmpestort. At vinde titler. Det, man skaber sammen som hold. Dét, man træner for hver evig eneste dag, som ender i medaljer sammen med nogle fantastiske mennesker, som man arbejder benhårdt sammen med. Det er bare noget specielt. Det er så intenst at være på et hold, og man kommer virkelig tæt på hinanden.

Hvad byder fremtiden på?
- Jeg tager det lidt, som det kommer. Nu har jeg truffet min beslutning om at stoppe, og jeg nyder egentlig bare, at jeg skal afslutte de sidste par måneder af min karriere i HIH - forhåbentlig med en medalje. Og så glæder jeg mig rigtig meget til at have en sommer, hvor jeg bare kan nyde hver eneste dag sammen med min familie. Skal jeg tænke lidt længere frem, så vil jeg nok stadig gerne have noget med mennesker at gøre - særligt unge mennesker. Efter jeg er blevet ældre, er jeg begyndt at tænke meget over tingene, og jeg arbejder meget med mig selv. Det vil jeg gerne give videre til andre. Men jeg kan også godt lide fx indretning. Det er sådan lidt blandet, så jeg skal lige finde ud af, hvad det helt er, jeg gerne vil.
 

MIE AUGUSTESEN:

De første tanker...
- Jeg traf beslutningen allerede sidste sommer, så jeg vidste faktisk godt i hele opstarten og i sommerferien, at det blev den sidste kontrakt. Det kunne jeg mærke rent mentalt, at det skulle være, og det er noget, jeg har tænkt over i lang tid. Derfor lagde jeg tidligt kortene på bordet af respekt for klubben, når nu jeg har været her så længe.

Er du afklaret med beslutningen?
- Ja, det er jeg. Jeg har på intet tidspunkt haft den der tvivl i maven, om jeg måske lige skulle have taget en sæson mere, så jeg er rimelig afklaret. Selvfølgelig bliver det mærkeligt, da det har været hele ens liv i de sidste tolv-tretten år, men for mig er der også andet end håndbolden nu.

Bliver man nogensinde helt klar til at stoppe?
- I løbet af sommeren tror jeg ikke, jeg kommer til at tænke så meget over det. Jeg tror, det bliver lidt mærkeligt, når turneringen går i gang, men al den der sommertræning, den kan de bare hygge sig med uden min misundelse, mens jeg ligger ved en pool i stedet. Jeg kan bare mærke, at det er nu.

Hvordan er du kommet til den konklusion, at det er nu?
- Ikke fordi, det har så meget med alder at gøre, men jeg har rundet de 30, og jeg kan mærke, at jeg kommet til et sted i livet nu, hvor det ikke kun drejer sig om håndbold. Jeg ønsker ikke længere på samme måde at give afkald på så meget andet for håndboldens skyld, og sådan har det været igennem en længere periode. Vi har også købt hus og skal flytte, så der er mange ting, der har spillet ind. Jeg har opnået alt det, jeg gerne vil håndboldmæssigt - og mere til. Jeg har været i udlandet og på landsholdet, og jeg har været med til at vinde medaljer rundt omkring i flere forskellige klubber, så jeg tager en masse gode oplevelser og erfaringer med.

Hvad ser du frem til i din nye tilværelse?
- Jeg glæder mig til at gå hjem fra arbejde om fredagen og have weekend. Der vil ikke være de samme forpligtelser, og min uge bliver ikke længere skemalagt i samme grad, som den har været det igennem de sidste 15 år. Nu skal jeg selv styre min kalender, og den frihed glæder jeg mig til, kan jeg mærke. For ti år siden var det jo bare håndbold, men med alderen kommer der andre ting i livet.

Hvad kommer du til at savne mest ved håndbolden?
- Sammenholdet. Hele atmosfæren, omgangstonen og jargonen, man har. Det er nogle gode piger, man er sammen med, og det kommer jeg til at savne. Det er en holdsport, så man er jo vant til at stå sammen som gruppe.

Ud over sommertræning, hvad kommer du så ikke til at savne?
- Haha. Den kommer jeg i hvert fald ikke til at savne! Det bliver mærkeligt ikke at skulle spille kamp - det er jo dét, man træner for. Men jeg kommer ikke til at savne 24/7-tilværelsen som håndboldspiller, hvor man skal lade op til hver eneste dag og hver eneste kamp. Jeg glæder mig til gengæld til at få en jul! Det bliver rart at have mere tid til familien og til at nyde alle julens glæder.

Så du glæder dig til ikke at være bundet af de restriktioner, som sporten har medført?
- Meget. Det bliver rart at kunne give lidt mere slip. Fx kan man ikke bare ligge og ikke lave en skid i sommerferien, når man er professionel. Jeg har altid været tidligt oppe at træne, men det behøver jeg ikke længere. Jeg kan sove længe, når jeg har fri, og jeg kan træne, som jeg vil. Det er sådan noget, man ikke længere skal tænke over på samme måde, og den ekstra frihed vil jeg nyde. Det bliver garanteret underligt med mere tid i weekenderne, hvor den normalt har stået på kamp, men jeg glæder mig til at kunne lave flere planer.

Hvad skal du lave fremover?
- Jeg fortsætter som økonomiassistent ved DK Company, hvor jeg går over til fuld tid. Ellers skal jeg hygge med venner, familie og kæreste, nyde at vi har købt hus og ellers bare tage det hele lidt, som det kommer.

Hvilke har været de største oplevelser i din karriere?
- De danske mesterskaber, jeg har vundet med først Randers og senere HIH (dengang FCM Håndbold, red.), har været enormt store oplevelser. Jeg var også med til at vinde både pokalturneringen og et tysk mesterskab, da jeg spillede i Thüringer, hvilket også var rigtig fedt. At få lov at spille i den rød-hvide trøje var også meget stort, og jeg er virkelig taknemmelig for, at jeg har prøvet at være med til slutrunder, også selv om vi ikke vandt noget. Det samme med Champions League, hvor det er en kæmpe oplevelse bare at være med og prøve sig af mod de allerbedste. Jeg er stolt af, hvad jeg har opnået, og at jeg har været med i toppen i mange år. Man tænker først rigtigt over det nu, hvor det får en ende, hvor meget man egentlig har været med til, for når man står i det, er det et anderledes fokus, man har.

 

Artiklen blev oprindeligt bragt i Håndboldavisen 2019.

LÆS HÅNDBOLDAVISEN HER