04.07.2020, 11:11 | Af: Anne Krøjgaard | Foto: Hamistolen

Talentudvikling ligger i HIH’s DNA

På HIHs ligahold har flere spillere taget hele turen igennem talentmiljøet omkring klubben. Med både friskole, efterskole, college og ligahold kan HIH tilbyde talenterne en helt unik mulighed for at udvikle talentet, og mange af de unge spillere havner således på det lokale elitehold

Mange unge piger dribler rundt i landets sportshaller og drømmer om en karriere som professionel håndboldspiller. I Ikast er der en reel chance for at drømmen kan gå i opfyldelse. Her kan man nemlig allerede begynde at fokusere på sin sport som helt ung på sportsfriskolen Guldminen, man kan vælge et år eller to på efterskole hos ISI og så kan man efterfølgende tage sin ungdomsuddannelse i Ikast, bo på Sportsstar College og dyrke sin sport på højeste niveau. 

Det er et talent-udviklingsmiljø, som man ikke finder ret mange andre steder:

”Det vi har her, er helt unikt. Alle andre klubber herhjemme ville give deres højre arm for at have vores setup. Vi har alt! Og forestil dig at være ung sportsmand eller -kvinde i det her miljø, der vrimler med elitespillere. De vil altid hive hinanden op. Det findes ganske enkelt ikke andre steder,” siger Daniel Grønhøj, sports- og salgsdirektør hos HIH. Klubbens talentchef, Mark Iversen, bakker ham op:

”Jeg har aldrig før oplevet et så unikt setup, både kombinationen af de mange muligheder, nærheden af det hele, de supergode faciliteter og ikke mindst overgangen fra den ene til den anden del, som vi er meget opmærksomme på og som derfor er forholdsvis nem. Vi er gode til at udvikle spillerne – både på banen og udenfor,” siger han og peger på, at det lokale setup betyder at der komme mange talenter til byen, blandt andet som efterskoleelever.

”Spillerne på ISI kæmper for at komme på ligaholdet, det gør de unge i de lokale håndboldklubber blandt andet Ikast Håndbold også, så der er mange dygtige engagerede spillere at plukke af.”

 

Den røde tråd fra ungdom til senior

Også de unge mærker at miljøet omkring talentudviklingen er unikt – og effekten af det. En af de unge, som har taget hele turen fra efterskole til ligahold, er playmaker på U19 (både i HIH og på landsholdet)
Michala Møller, som kom til Ikast for at tage 10. klasse på ISI og denne sommer får studenterhuen på.

- Jeg havde planer om, at jeg skulle hjem igen efter 10. klasse, men jeg blev bidt af miljøet i Ikast, så jeg valgte i stedet at gå på college i de næste tre år. En af grundene til at jeg blev, er det gode miljø på college. Her er man samlet en masse sportsudøvere, som brænder for det, her er kompetente trænere og så er der en rød tråd fra ungdom til senior, fortæller Michala Møller, der selv som 2. års U16 blev introduceret til seniorholdet og trænede med dem. 

- Det var superfedt som ungt talent at blive set og udviklet. Jeg føler, at der hele vejen har været en plan for mig og min udvikling. Det er noget af det, som er unikt: At man har en plan med det enkelte talent, og at der er en rød tråd hele vejen, siger hun. 

Udover at man lægger en plan og tager hånd om udviklingen, føler Michala Møller også, at klubben tør satse på de unge talenter.

- Jeg føler, klubben har turdet satse på mig og har givet mig spilletid. Jeg håber selvfølgelig, det bliver endnu mere; vi vil jo alle gerne spille meget. Så jeg vil gerne have endnu mere spilletid og ansvar næste år. I de senere år har der hele tiden været to-tre egne talenter fra klubben på ligaholdet. Men vi har også vundet DM utallige gange i ungdomsrækkerne, så der er masser af talent at tage af. Og får man ikke plads på HIH, kommer man som regel videre til andre klubber og spiller 1. division eller liga der. Det giver unge talenter noget at kæmpe for, siger Michala Møller, som samtidig føler, at spilletiden på holdet i landets bedste række giver de unge spillere en masse. 

- Der er jo kæmpe forskel på at spille U19 og eksempelvis EHF Cup. Det er klart, at der er en anden stemning og mere intensitet, især når man spiller internationalt. Og når man spiller begge dele, får man virkelig mulighed for at udvikle sig: I ligaen er der meget mere taktik, og man kører bestemte systemer, har videogennemgang, så man ved, hvorfor man gør, som man gør. Og her er det de mere etablerede spillere, der sammen med trænerne lægger taktikken. U19 er der, hvor jeg skal tage det med, som jeg lærer i ligaen - og vise det til dem, som ikke har den mulighed, jeg har. Det er her, jeg selv skal tænke taktik, det er her jeg skal prøve det nye, jeg lærer – alt det svære. Det er klart, at det er nemmere at prøve tingene af og arbejde med dem på U19 med spillere på sin egen alder, siger hun og understreger, at det giver masser af mulighed for udvikling.

Derfor mener Daniel Grønhøj også, at man skal blive endnu bedre til at løfte de unge spillere op på ligaholdet:

”Det er selvfølgelig en balance, men vi skal have mere ud af det unikke setup og talentmassen omkring klubben. Vi skal have to til fire af vores egne unge talenter op hvert år, som skal på en lokal ungdomskontrakt. Fordi det giver både klubben og spillerne så meget,” siger han.