02.11.2019, 19:30 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen

Tålmodighed: Den svære dyd som ungt stortalent

Emilie Steffensen og Mathias Madsen fortæller om den 18-årige bagspillers udvikling og vej til førsteholdet.

 

tålmodig [tʌlˈmoˀði], adjektiv
“som finder sig i ventetid, afbrydelser eller andet besvær gennem
længere tid uden at blive ophidset eller give op” (Den Danske Ordbog

 

Godt nok kan selv ikke den midtjyske jord modstå den nattefrost, der langsomt kryber ind over det ganske danske land. Men måske er den midtjyske jord alligevel noget særligt. I hvert fald spirer de lokalt opfostrede talenter fra Herning-Ikast Håndbold selv i de kolde måneder, og nu er endnu et frø sået i den midtjyske muld begyndt at slå solide rødder og bryde overfladen.

I indeværende sæson har den blot 18-årige Emilie Steffensen fra Bording bidt sig fast i ligatruppen, hvor det ikke skorter på spilleminutter i både større og mindre kampe. Udviklingen kan hun allerede mærke.

- Det er superfedt. Jeg kan mærke, at jeg kommer bedre ind i de andres løbebaner, og det gør bare spillet meget lettere, når jeg kan ligge og ramme dem, og de kan ramme mig. Det er så fedt at få chancen, og så er det bare med at udnytte den, fortæller “Steff”.

Hun har længe været udråbt til at få en flot håndboldfremtid, men hendes træner på ligaholdet, Mathias Madsen, advarer mod at stille for store forventninger til stortalentet allerede nu.

- Vi står med en meget, meget spændende ung spiller, men man glemmer let - især på grund af Emilies statur og fysiske evner - at hun altså kun er førsteårs-u19-spiller. Forhåbentlig er det en kommende stjernespiller, vi har her, men som jeg har sagt mange gange, når snakken falder på unge talenter, er tålmodigheden meget, meget vigtig. Det er den fordi, at en spiller som Emilie endnu ikke er dygtig nok til at gå ind at spille to gange 15 minutter. Der er stadig mangler i hendes spil, som der skal tages hånd om - ellers bliver hun ikke dygtig nok, lyder det fra cheftræneren for Herning-Ikast Håndbold, der langsomt er begyndt at indsluse den unge venstreback mere og mere på højeste plan.

Trivsel, tænding og træningsglæde
Selv om væksten fra spire til stamme går igennem mange lag, er mulden gødet og vejen banet for endnu en midtjysk succeshistorie. Talentet hos Emilie Steffensen er uomtvisteligt, og den seneste tids gode takter i de daglige træningspas med ligaholdet begynder at give afkast på banen, hvor spilleminutterne bliver flere og flere. En række faktorer gør sig gældende herfor, vurderer hovedpersonen selv.

- Først og fremmest handler det om, at jeg skal træne godt for at gøre mig fortjent til spilletid, især som ung, upcoming spiller. Jeg er klar, tændt og glad til træning, og jeg synes, det er fedt at træne. Vi har et supergodt miljø, hvor jeg trives med både trænerne og de andre piger, og jeg glæder mig altid til at møde op. Jeg tror, det er dét, Mathias og Anders (Madsen og Friis, trænerteamet, red.) kan mærke, og den glæde og det engagement i træningen får mig også til at præstere og yde mit bedste. Det tager jeg med ind på banen, fortæller Emilie Steffensen.

Større pres
Med spilletiden følger også et øget ansvar, og det er ikke altid let at leve op til både egne og udefrakommende forventninger. Pludselig står man alene med sin 19-årige bagkædekollega, mens der kæmpes for vigtige point, og da mærkes præstationspresset på de unge skuldre.

- Selv i de store kampe får ‘Mich’ (Michala Møller, red.) og jeg chancen, nogle gange samtidig. Det er udfordrende at spille uden støtte fra de mere rutinerede bagspillere på dette niveau, men det er også fedt, at vi får chancen. Vi skal bare gøre det bedre, når vi får den, siger Emilie Steffensen, der - trods store krav til sig selv - følger op med en forsigtig selvrefleksion.

- Det er selvfølgelig også med til at udvikle én, at man fejler engang imellem. Det er bare federe at lykkes.

Fra power til flow
I ungdomsårene kunne den robuste midtjyde vifte en nærmest hvilken som helst modstand væk med sin stærke fysik, men det er ikke længere nok. Der skal flere og andre facetter i spil, hvis man vil slå til på topplan.

- Emilie har gennem mange år haft en stor fordel af at være fysisk større og stærkere end de modstandere, hun har stået overfor. Det er hun ikke længere. Tidligere har hun kunnet spille meget for sig selv og stadig lykkes, men det kan hun ikke ikke på ligaplan. Her skal hun i højere grad vænne sig til at indgå i flowet med de andre spillere, og jeg synes, hun har flyttet sig meget på det område over den seneste tid. Det er også én af grundene til, at hun har været inde at spille så meget, som hun har, fortæller Mathias Madsen og sætter i samme ombæring ord på Emilie Steffensen som spiller.

- Hun besidder en rigtig, rigtig god spilforståelse. Hun har et godt blik for spillet med stregen og et godt overblik over hele banen. Mand-mand er hun rigtig dygtig i sine dueller, og så er vi ved at udvikle hendes skud, så hun kan blive endnu farligere. Det er der, den største angrebsmæssige mangel har været indtil videre. Defensivt er der nogle meget naturlige udfordringer, som alle unge spillere vil opleve, når de kommer op og skal spille på et top fire-hold i ligaen. Det er også en proces, der tager tid, men heldigvis er hun fysisk stærk, og det giver hende gode forudsætninger for at lægge på sin defensive formåen, som i øjeblikket er på et acceptabelt niveau.

Bliver det alligevel ikke altid til tilstrækkeligt med spilletid i ligaen, kan den 18-årige Bording-pige ikke blot læne sig tilbage og leve på fysikken på u19-holdet. Hun skal vise, at hun kan bringe udviklingen fra seniorplan med sig ned på ungdomsniveau.

- Vi forventer, at man tager nogle af de spilelementer med, som vi arbejder på til træning med ligaholdet, så vi kan se, at udviklingen fortsætter nede på u19-holdet. For Emilies vedkommende betyder det, at hun ikke blot går tilbage til at spille duelspil og mand-mand-spil, fordi hun er de fleste fysisk overlegen, men at hun også arbejder rigtig meget med flowet i spillet sammen med de andre u19-spillere, fortsætter HIH-træneren.

Saglighed og forståelse
Selvfølgelig er det ikke nær så interessant at spille ungdomsbold, når først man har snuset til og er begyndt at byde ind på et højere plan. Det ved Mathias Madsen også godt, men i Emilie Steffensens tilfælde har han ro i maven og ved, at den unge bagspiller lytter, når han sætter en tyk streg under vigtigheden af tålmodighed.

- I løbet af sæsonen forventer jeg en stille og rolig udvikling, hvor hun skal forsøge at erobre mere spilletid fra de to andre venstrebacks (Tonje Løseth og Jeanett Kristiansen, red.). Samtidig skal hun være tålmodig og tro på, at den måde, jeg vil udvikle hende på, er den rigtige nu og her, og den måde er især gennem det meget høje niveau, vi har til træning. De, der har travlt og bare skal spille og spille, ender med at dø ud på et tidspunkt - det har jeg selv oplevet hos unge medspillere. Tålmodighed er noget af det allervigtigste for en god, helstøbt udvikling, siger Mathias Madsen og fortsætter:

- Heldigvis er Emilie rigtig dygtig og saglig, hvad angår hendes udvikling. Det er virkelig et stort plus, at hun forstår, hvad der skal til, og derfor tror jeg også på, at hun i fremtiden kan blive en rigtig, rigtig god håndboldspiller. Vi skal bare huske, at hun altså kun er 18 år, og der er mange, der har meninger om, hvad og hvordan man skal gøre med hende. Så længe jeg er træner i klubben, er hendes udvikling først og fremmest mit ansvar, og så vil den foregå på den måde, jeg tror på.

Gentagelser og gentagelser
Emilie Steffensen selv er da heller ikke i tvivl om, at der fortsat ligger mange slidsomme udviklingstimer foran hende før end, at spilleminutterne på højeste niveau kan blive endnu flere. Dem er hun klar til at meje sig igennem med bundsolid, midtjysk flid.

- Det handler om gentagelser og gentagelser. Skridtet fra ungdomshåndbold til liga er rigtig stort, og det er en lang proces at gå hele vejen, men sammen med trænerne sætter jeg mig løbende nogle mål for min udvikling. Jeg skal lære at finde de andre endnu bedre, og så skal jeg arbejde videre på min force, som er gennembrudsspillet. Samtidig skal jeg fokusere på mit skud. Det er ikke noget, jeg har arbejdet så meget med i det seneste års tid, men det er noget, jeg skal have mere med i mit spil, så jeg kan blive en større trussel. Det handler om gentagelser og gentagelser.