01.11.2019, 08:41 | Af: ISI Idrætsfriskole Gulminen | Foto: Herning-Ikast Håndbold

Succes får idrætsfriskolen Guldminen i Ikast til at udvide med endnu et klassetrin

Mens Guldminen i Ikast er i fuld gang med sit første skoleår, vokser den generelle interesse for landets nye idrætsfriskole.

Der har været fart på siden indvielsen af idrætsfriskolen Guldminen i Ikast i sommer. Derfor åbner friskolen allerede til næste sommer for endnu et klassetrin, 6. kl.

 

Succesen betyder, at Guldminen allerede næste skoleår er klar til at udvide med 6. klasse. Samtidigt glæder ISI-forstander Torben Østergaard sig over stor interesse for informationsmødet om det kommende skoleår på mandag

Mens de 50 første elever i skoletrinnene fra 0.-4. klasse er i fuld gang med dagligdagen som særdeles aktive skoleelever på ISI Idrætsfriskole Guldminen, glæder ledelse og lærere bag den nye friskole i Ikast sig samtidig over en succesfuld start. Efter planen skulle friskolen fra næste sommer naturligt udvide med 5. klasse, ligesom der åbnes for en ny 0. klasse. Men efterspørgslen betyder, at det allerede i næste skoleår også bliver åbnet for en 6. klasse på Guldminen.

På mandag byder Guldminen alle interesserede velkommen til det første informationsmøde i forhold til skolestart næste sommer, og på forhånd glæder forstanderen på Idrætsskolerne i Ikast (ISI), Torben Østergaard, sig over udsigten til det nye klassetrin – og over forhåndsinteressen for informationsmødet.

- Selv i vores mest optimistiske tanker, havde vi på forhånd ikke taget højde for, at Guldminen skulle udvikle sig så hurtigt. Vi er både overvældede og taknemmelige for den positive modtagelse. Vi oplever hver dag glade børn i friskolen, og glæder os over opbakningen fra og samarbejdet med elevernes forældre og familier. Derudover er vi til tider blevet væltet bagover af den generelt store interesse for vores skoleform og friskolens leder Svend Eriks Smidts unikke læringsstile. Både fagligt – pædagogisk og sportsligt - og fra familier fra hele landet med skolesøgende børn med brændende interesse for håndbold og fodbold, siger Torben Østergaard.

Det rummelige Hjertet

Til informationsmødet på mandag glæder Guldminen sig også til for første gang at byde indenfor på en særdeles konkret og spil-levende idrætsfriskole:

- I fjor kunne vi kun fortælle alle interesserede om vores ambitioner, fordi vi ikke havde en konkret skole at vise frem. Vi takker for tilliden fra de mange pionerforældrene til det første elevhold. Nu ved vi, at vores ambitioner til fulde er indfriede. Og vi glæder os til at vise Guldminen frem på mandag og med udgangspunkt i vores dagligdag fortælle, hvordan vi helt konkret arbejder med læring, bevægelse, leg, håndbold og fodbold – og til at dokumentere, at vores tilgang til at drive friskole virker, siger Torben Østergaard.

Informationsmødet foregår i Guldminens nuværende placering i kulturhuset Hjertet i Ikast. Her vil repræsentanter fra både ISI, Guldminen og FC Midtjylland være klar til at informere, vise rundt og svare på spørgsmål. Tilmelding til arrangementet sker online på Guldminens hjemmeside.

- Der er stadig enkelte ledige pladser – og heldigvis er Hjertet i Ikast en særdeles rummelig størrelse, så vi har muligheden for at tilpasse mødet til deltagerantallet, siger Torben Østergaard.

 

For yderligere information kontakt:

Forstander Torben Østergaard, Idrætsskolerne Ikast, ISI, M: 40 20 60 89, torben@isi.dk