04.12.2019, 08:31 | Af: Herning-Ikast Håndbold | Foto: Herning-Ikast Håndbold

Sæsonen og regnskabsåret 2018/2019

Sæsonen og regnskabsåret 2018/2019, er det andet i det selvstændige Herning-Ikast Håndbold-regi, og desværre igen med et negativt regnskabsresultat

Resultatet lander på minus 529.000. Selvfølgelig et utilfredsstillende resultat, men trods alt en forbedring i forhold til året før på mere end 450.000, hvor underskuddet var en lille million.

Det er i årets løb lykkedes med at hæve de samlede indtægter fra 12,1 til 13,2 mio. samtidig med, at der er reduceret  personaleomkostninger på spillere og administration med 475.000.

Desværre har der været en stigning i øvrige omkostninger på 1 mio. kroner – primært pga af forhøjede arbejdsskadeforsikringer og rejseudgifter til EHF Cup’en, hvor det blev til 14 kampe med 7 rejser. Denne sportslige succes har samlet givet et negativt nettoresultat på godt og vel en halv mio. kroner.
Heldigvis er dette et overstået kapitel, når vi når ud af indeværende sæson. Fra næste 20/21 ville en tilsvarende europæisk succes udmunde sig i et 0-resultat, mens pengene i Champions League vil blive noget der kan mærkes, hvis man vel at mærke formår at kvalificere sig hertil.

I den daglige ledelse, hvilket vil sige bestyrelse og administration, bruges meget tid på, at diskutere, hvordan der skabes økonomisk balance og hvorledes den tabte egenkapital genoprettes.
Klubbens egenkapital er på 4,5 mio. kroner, hvormed man stadig er blandt landets allerbedst konsoliderede håndboldklubber.

I klubben har man altid skullet klare sig ved gøre tingene smartere og anderledes, hvis der fortsat skal vindes hæder og titler, og det vil også blive nødvendigt fremover.

U19-pigerne blev igen i 18/19 danske mestre og tre af spillerne herfra er på holdkortet, hver gang ligaholdet optræder i ligaen i denne sæson.
Og samarbejdet med ISI kan komme til at blive endnu mere frodigt, når effekten af friskolen Guldminen slår igennem om en halv snes år.
Klubben har været firstmovers på en række områder siden lanceringen af PLAN 90 i 1987 - og i den rolle kommer man også til at se den i fremtiden.

Rent sportsligt sluttede sæsonen 18/19 forrygende.
På internationalt plan nåede holdet semifinalen i EHF Cup’en, hvor Esbjerg blev endestationen. Det samme skete i den hjemlige turnering hvor det blev til sølv efter to tætte DM-finale-kampe, efter at Odense blev slået to gange i semifinalen.