29.08.2019, 12:00 | Af: Simon Mølhede Hørdum, Administrations- & salgschef | Foto: Herning-Ikast Håndbold

Ny sæson - nyt hold - nye muligheder

Velkommen til sæsonen 2019/2020.

 

Den nye HTH Liga-sæson skydes i gang i weekenden, og for os i Herning-Ikast Håndbold lyder opgaven på en hjemmekamp mod Vesterbro-pigerne fra Ajax. Vi har set frem til sæsonstarten siden først på sommeren, og selv om vi jo tyvstartede med pokalsejren i Horsens i fredags, er det først her i weekenden, det for alvor går løs med sæsonen 2019/20.

Vi møder til mønstring med Mathias Madsen som ny mand i cheftrænersædet og Anders Friis som ny assistenttræner. Og samtidig en håndfuld af nye spændende spillere - selektivt udvalgt, fordi vi mener, at de sammen med den fortsættende stamme, kan være med til at gøre en positiv forskel.

Det har set endog rigtig godt ud i træningskampene og i de daglige træningspas, og holdet glæder sig mere end noget andet til at blive sluppet løs i weekenden. I sidste sæson overraskede vi en stor del af den håndboldglade danske nation ved at hjemtage sølvmedaljer og samtidig nå blandt de sidste fire i EHF Cup’en. Også i denne sæson bliver alle kræfter sat ind på at gøre os gældende i den absolutte top i både dansk og europæisk håndbold, og vi tror faktisk på, at vi kan lægge endnu et lag på det niveau, vi nåede i fjor.

Lodtrækningen til kvartfinalerne i Santander Cup gav os vel nok den sværeste af 14 mulige udfald med en udekamp mod Team Esbjerg. Men skal vi lykkes med at hjemføre klubbens syvende pokaltitel, så skal alle modstandere jo besejres - og så er rækkefølgen vel ligegyldig. Og hvem ved - hvorfor skulle lige netop 13. gang ikke blive lykkens gang? Sidst vi mødte Esbjerg i maj, var der kun et mål op, så hvorfor skulle det ikke ske her i det tilstundende efterår...

Også uden for banen har vi i organisationen lagt os i selen for, at den nye sæson skal komme så godt i gang som muligt. Sidste sæsons gode sportslige resultater har smittet positivt af på sponsorinteressen, men vi er dog stadig et stykke fra at nå i mål med sæsonens sponsorbudget. Salget fortsætter ufortrødent ind i sæsonen - det gælder både eksponerings- og hospitality-sponsorater - så har du en god ven eller forretningsforbindelse, der trænger til netværk eller til at få sit brand gjort mere kendt, så giv gerne et tip til os i salgsafdelingen. Vi skal nok give dem en rigtig god behandling.

Lige som der bliver fornyelse i i truppen og på banen, vil der også i Handelsbanken Lounge komme til at ske forskellige nye tiltag i løbet af sæsonen. Og så håber vi på, at vi kan fortsætte den opadgående kurve med tilskuere til vores hjemmekampe. Stemning på lægterne er nu engang den ottende spiller på banen for et hjemmehold, og vi håber at se rigtig mange af jer - allerede fra lørdag, så I kan være med til at give vore piger og trænerteamet den rullestart, de fortjener.

Vel mødt lørdag, og god kamp!