22.02.2019, 10:00 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Herning-Ikast Håndbold

Ny HIH-assistent på plads

Mathias Madsen overtager til sommer cheftrænergerningen i Herning-Ikast Håndbold. Nu er hans kommende trænermakker fundet.

Mathias Madsen (t.v.) får Anders Friis (t.h.) som assistent, når han til sommer tager over som cheftræner i Herning-Ikast Håndbold.

 

 

Trænerteamet for næste sæson er komplet. Før jul kunne Herning-Ikast Håndbold offentliggøre, at Mathias Madsen overtager roret efter Kristian Kristensen, og nu er sidste halvdel af trænerduoen fundet.

 

I rollen som assistent indtræder Anders Friis, der kommer fra en position som efterskolelærer og ansvarlig for drengehåndboldlinjen på ISI Idrætsefterskole i Ikast. Den kommende assistenttræner ser med spænding frem mod sit nye virke, som han tiltræder i pr. 1. juli.

 

- Det er nyt for mig med damehåndbolden, men det er en udfordring, som jeg ser frem til. Det bliver rigtig spændende at beskæftige sig med nogle af de bedste spillere i Danmark. Min rolle bliver lidt anderledes, end jeg er vant til, i og med at jeg nu går fra chef til assistent, men jeg glæder mig meget til samarbejdet med Mathias. Jeg ved, at vi går godt i spænd, og jeg tror, vi kan supplere hinanden rigtig stærkt, lyder det fra Anders Friis, der har fået en to-årig aftale hos midtjyderne.


Professionelt setup

Da tilbuddet om at blive en del af fremtidens Herning-Ikast Håndbold dukkede op, var beslutningen let truffet for den 35-årige silkeborgenser.

 

- Jeg kender klubben rigtig godt igennem mit arbejde på ISI, og dermed vidste jeg ret meget om, hvad jeg gik ind til, da jeg sagde ja. Setuppet er meget professionelt, og klubben har kontinuerligt klaret sig rigtig godt. Jeg tænkte, at det kunne være spændende at være en del af samt at se, om man kunne være med til at videreudvikle det endnu mere. Derfor takkede jeg ja, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang, fortæller Anders Friis.

 

Loyal makker

Også Mathias Madsen glæder sig til det fremtidige samarbejde og ser Anders Friis som en profil, der kan styrke ham som cheftræner.

 

- Jeg har kendt Anders personligt igennem mange år og ved, at han er en rigtig kompetent træner. Han har gjort et godt stykke arbejde for BSV’s u18-hold samt for DHF, og håndboldmæssigt har han tilegnet sig mange spændende kvaliteter ad den vej. Som træner har jeg brug for en partner, der kan presse mig på mine mindre stærke sider, og det kan Anders. Jeg glæder mig rigtig meget til samarbejdet og ved, at han kommer til at passe godt ind, siger Mathias Madsen, der også roser sin kommende assistenttræner for at have kvaliteter, som går ud over det rent håndboldfaglige.

 

- Anders har nogle menneskelige egenskaber, som jeg sætter stor pris på. Han er til at stole på, og loyalitet er den bedste forudsætning for et godt samarbejde i et eliteteam. Jeg tror, at pigerne vil finde en stor tryghed i ham, fortæller Mathias Madsen.

 

Matcher kulturen i HIH

Fra klubledelsens side føler man ligeledes, at Anders Friis er det helt rette valg til posten.

 

- Udvikling af unge spillere har altid været en stor del af DNA’et i Herning-Ikast Håndbold, og med Anders får vi en træner, som både kan udvikle vores talenter og samtidig være den faglige sparringspartner til Mathias. Vi er glade for, at Anders har valgt at sige ja til denne udfordring i sin trænerkarriere, for han har nogle faglige og menneskelige kompetencer, som vi finder yderst interessante. Vi ser ham som et glimrende match i vores nuværende setup og kultur og synes, at makkerskabet mellem Mathias Madsen og Anders Friis tegner rigtig godt for fremtiden, siger direktør Jakob Mølgaard Christensen.

 

Anders Friis har spiller- og trænererfaring fra BSV og har tidligere haft to sæsoner som træner i Ikast Håndbold. Siden 2014 har han været ansat på ISI, hvor han er ansvarlig for drengehåndboldlinjen. Desuden har Anders Friis været talenttræner i DHF siden 2017.