23.03.2021, 08:02 | Af: Herning-Ikast Håndbold | Foto: Hamistolen Photography

Mie Sando stopper efter denne sæson

Mie Sando havde oprindeligt lagt håndbolden på hylden, men trådte til med meget kort varsel, da Camilla Fangel blev gravid, og derfor ikke kunne fortsætte på stregen.

Det er sin sag, at finde en kvalificeret afløser et stykke inde i sæsonen, så der skulle lige graves en ekstra gang, men heldigvis lykkedes det at få Mie Sando med på idéen, og da det kunne forenes med hendes arbejde i den norske spillerforening, så var løsningen fundet.

Efter denne sæson er Sarah Iversen tilbage efter barsel, og sammen med Vilde Johansen, er det de to, der skal udgøre stregpositionen til næste sæson.

"Det gik rigtig stærkt da Mie kom til Herning-Ikast,. Fra jeg ringede til hende og til hun stod her, gik der vel 3-4 dage. Mie havde stoppet sin karriere, og derfor har det krævet en stor indsats fra Mie at stå hvor hun er i dag. Aftalen med Mie har hele tiden været at det var en sæson i Herning-Ikast, da vi næste år har kontrakt med Vilde og Sarah, så hun har vidst, hvad hun gik ind til", fortæller Daniel Grønhøj, der er direktør for Herning-Ikast Håndbold, og tilføjer:

"Men jeg er dybt imponeret over hvor meget Mie har flyttet sig spillemæssigt, og alene det at vi nu sender hende videre til en Champions League klub viser, hvilken udvikling hun har taget. Mie vil blive savnet, hun er en fantastisk pige, som er fantastisk for et hold, og jeg ønsker hende alt mulig held og lykke"

Mie Sando selv har også været glad for sin tid i klubben, og ser tilbage på en tid, hvor hun har fundet håndboldglæden igen, og i stedet for igen at indstille karrieren, så er hun nu klar til nye udfordringer.

"Jeg er rigtig glad for, at have fået muligheden for at komme tilbage til håndbolden, og Herning-Ikast har været det helt rette for mig. Det er en fantastisk klub med gode spillere og trænere, og det har givet mig en oplevelse, som jeg er meget taknemmelig for. Tilmed har jeg fået nogle venner, som godt kunne være for livet, så det har uden sammenligning, været en rigtig god tid i klubben, som forhåbentlig bliver afsluttet med medaljer", siger Mie Sando, inden hun afslutter:

"Jeg har hele tiden vidst, at det kun var for denne sæson, og havde egenligt tænkt, at jeg så ville stoppe igen, men nu har jeg valgt at søge nye udfordringer i en ny klub, og det ser jeg meget frem til"