14.02.2020, 13:00 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Herning-Ikast Håndbold

Lovende højrefløj får professionel aftale

Herning-Ikast Håndbold har skrevet kontrakt med talentfulde Cecilie Brandt, der i denne sæson har bidt sig fast på ligaholdet.

 

Endnu et skud spirer på den midtjyske talentstamme.

I sæsonens løb har 18-årige Cecilie Brandt skabt sig en fast plads i ligatruppen, og spilleminutterne er mange i både HTH Ligaen samt i klubbens europæiske kampe. Senest blev fløjspilleren kåret til bedste HIH-spiller i onsdagens storsejr hjemme over TTH Holstebro, hvor hun lod sig notere for fem scoringer på lige så mange forsøg.

Den stærke udvikling har kastet et professionelt tilbud af sig, og Cecilie Brandt og Herning-Ikast Håndbold har nu papir på hinanden indtil sommeren 2022. Aftalen med midtjyderne glæder den unge fløjspiller, der nyder at blive udfordret på en højere hylde.

- Jeg er meget glad for at have lavet en aftale med HIH, og jeg glæder mig meget til at fortsætte. Jeg synes, det er et fedt sted at være, hvor miljøet er godt og træningerne er gode. Der er gode udviklingsmuligheder for mig her, og skridtet op på førsteholdet har bragt mig ekstra motivation til at presse mig selv og dygtiggøre mig endnu mere. Det er både spændende og fedt at blive prøvet af på højeste niveau, og så gør det meget for troen på egne evner, når man får spilletid i ligaen og føler, at man godt kan være med, fortæller Cecilie Brandt, der dog understreger, at hun endnu skal lægge meget på.

- Selv om jeg føler mig godt med, er det klart, at skridtet op fra ungdom til førstehold er kæmpestort, og det kan jeg også godt mærke. Jeg er afklaret med, at jeg har lang vej endnu, og at jeg skal bygge en hel del på både mit spil og min fysik. Men det er en god udfordring, og jeg føler, at jeg hele tiden flytter mig i en positiv retning ved at træne og spille med de bedste.

Til daglig skal hun jonglere med både uddannelse og sport, men det tager den gæve fløjspiller i stiv arm.

- For mig skal håndbolden hænge sammen med skolen, uden at jeg bliver nødt til at gå på kompromis med nogen af delene. Jeg både bor og går i skole i Herning, og det får vi til at hænge rigtig godt sammen her i HIH, så jeg kan passe begge dele på en god måde, siger Cecilie Brandt.

Netop hendes formåen til at have flere håndbolde i luften på samme tid roses af sportschef Jakob Mølgaard Christensen.

- Cecilie har taget imod det store spring fra u19 til ligaholdet på en god og solid måde, og hun går ydmygt til opgaven. Hun spiller fortsat på u19-holdet også, hvilket kræver stram styring af alle kalendere, men det navigerer hun i på flotteste vis, siger sportschefen, der ser et stort potentiale i den 18-årige højrefløj.

- Hun er en fremtidens spiller, der har taget et stort skridt gennem de seneste mange måneder og således er rykket op i ligatruppen tidligere end ventet; nu udgør hun sæsonens duo på højre fløj sammen med Annika Jakobsen. Fortsætter hun den eksplosive udvikling over de næste sæsoner, så lover fremtiden rigtig godt for hende, slutter Jakob Mølgaard Christensen.

Cecilie Brandt scorede sine første ligamål den 15. september i Herning-Ikast Håndbolds sejr på 26-16 over Skanderborg Håndbold. Se interview med hende fra den kamp via knappen nedenfor.

 
YouTube