23.04.2021, 10:03 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Jessica Ryde er ramt af Corona

Vores svenske målmand, Jessica Ryde, har været af sted med det svenske landshold, og er her blevet smittet med Corona, hvilket 12-13 andre spillere fra landsholdet også er blevet.

Det betyder desværre at Jessica, der ikke har været i kontakt med nogen fra truppen, ikke kan være med, når vi i morgen møder Silkeborg-Voel i Silkeborg.

Det ærgrer naturligvis cheftræner Kasper Christensen, der i stedet har hentet Emma Kristensen fra klubbens U-19 hold op, som gardering for Sabine Englert.

"Jessica er desværre blevet smittet, og er derfor i isolation, hvilket gør at hun som minimum er ude til den kommende kamp. Det er virkelig ærgerligt, men vi jo heldigvis godt dækket ind med Sabine Englert, og så har vi hentet Emma op som gardering", fortæller Kasper Christensen.