10.11.2020, 08:43 | Af: Herning-Ikast Håndbold | Foto: Herning-Ikast Håndbold

IFS Håndboldjubilæet udsættes et år

Ny dato bliver 29. januar 2022

Markeringen af 50 års jubilæet for håndboldens optagelse i Ikast forende Sportsklubber bliver udsat endnu en gang.

Den oprindelige dato var 10. juni i år, men jubilæumskomiteen på 14 mand havde allerede inden besluttet, at udsætte fejringen til 30. januar 2021 på grund af coronapandemien.

Programmet bestod af reception i Handelsbanken Lounge ved middagstid, TV- transmitteret lokalopgør mod Viborg kl. 16.10 og så en stor fest på ISI om aftenen, og det er nu kun arvefjendeopgøret om eftermiddagen, der bliver gennemført som planlagt.

-Med den udvikling vi har set på coronasmittetallene og de restriktioner, som netop er blevet indført, tog vi konsekvensen på et møde i torsdags, og skred til udsættelse på et år minus en dag – nærmere betegnet lørdag den 29. januar 2022, fortæller Bo Jensen, formand for jubilæumsudvalget. -Vi er nu gået i gang med at lave aftaler med de mange involverede om udsættelsen, og der bliver også en opgave med at give de mere 350 personer, der allerede havde tilmeldt sig til festen besked om, at man må væbne sig med tålmod og have et år mere at glæde sig i, siger Bo Jensen. Og vi er overbeviste om, at vi nok skal få en lige så stor dag – uden for coronaens skygge, og så vil der jo være mere en god ting at fejre, siger Bo Jensen.

Sidste frist for tilmelding bliver stadig 11/11 men blot i 2021.