27.05.2019, 10:00 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Herning-Ikast Håndbold

HIH henter fløjspiller med kontra-speed

Tidligere ungdomsspiller vender hjem til Herning-Ikast Håndbold.

Herning-Ikast Håndbold og Anne Mette Pedersen går hver til sit denne sommer, men Annika Jakobsen bliver ikke ene højrefløj i den nye sæson.

Midtjyderne har indgået en aftale med 20-årige Henriette Hansen, der kommer til HIH efter to sæsoner i Ringkøbing Håndbold. Således vender fløjspilleren tilbage til klubben, hvor hun tidligere har slået sine folder som ungdomsspiller, og hun ser frem til at prøve sig af på en højere hylde. I første omgang er hun tiltænkt rollen som backup.

- Jeg glæder mig til at blive en del af holdet, og det bliver spændende at prøve kræfter med den høje ende af tabellen samt et større og mere professionelt miljø, hvor jeg skal suge til mig og lægge på mit spil. Jeg kommer til at blive presset til træning, og jeg skal yde mit allerbedste for at kunne være med. Det bliver en stor udfordring på flere måder, men jeg har mod på den, og jeg ser frem til at udvikle mig både som håndboldspiller og som person, lyder det fra Henriette Hansen, der fylder 21 år til juli.

Højrefløjen roser enhjørningernes formåen i en sæson, der har budt på både EHF Cup-semifinale og DM-finale. Hun tror, at det tætte sammenhold har været med til at bære holdet så langt, og netop den stærke ånd i truppen er særligt vigtig for hende.

- Det er så imponerende, hvad dette hold har opnået i år, og sammenholdet har helt sikkert været med til at løfte deres præstationer. Jeg tror på, at man præsterer bedre, og at man vil gå endnu længere for hinanden, hvis man har det godt sammen på holdet. Det vil jeg gerne selv være med til, for som type er jeg en rigtig holdspiller, som man altid kan regne med, både på og uden for banen. Sammenholdet har enorm betydning for mig, og det gør mig til en bedre håndboldspiller, fortæller Henriette Hansen.

“Meget, meget hurtig i kontrafasen”
Den kommende cheftræner glæder sig over signingen og fremhæver fløjspillerens kvikke kontraspil som en force.

- Vi er rigtig glade for at kunne tilknytte Henriette. Hun har spillet en fin sæson i Ringkøbing, og nu skal hun se, om hun kan fravriste Annika (Jakobsen, red.) noget spilletid. Det kommer til at kræve hårdt arbejde, og det er hun indstillet på, fortæller Mathias Madsen og uddyber, hvor det hårde arbejde blandt andet skal lægges.

- Henriette skal forbedre sig i det defensive, og så skal hun øge sin scoringsfrekvens fra fløjen. Til gengæld er hun meget, meget hurtig i kontrafasen, og i det hele taget er hun bare ung, spændende og talentfuld. Hun er desuden en pige, der har været her før, og det er fedt at se spillere, der tager ud, vende hjem til klubben igen, slutter den kommende cheftræner.

Aftalen med Henriette Hansen gælder for de næste to sæsoner.