26.06.2018, 09:00 | Af: FCM Håndbold | Foto: FCM Håndbold

Herning-Ikast Håndbold og Shining Eyes vil udvikle unge business-talenter

‘HIH Young Talents’ er navnet på et nyt talentprogram, som HIH lancerer i samarbejde med Shining Eyes, der specialiserer sig i personlig udvikling.

Hvordan får virksomheder forløst talentet hos deres unge medarbejdere? Hvordan skabes øget robusthed og højere grad af selvledelse, så talentfulde, unge mennesker bliver ambitiøse kulturbærere, der ”shiner” i et team og lærer at netværke?

Det har Herning-Ikast Håndbold og Shining Eyes sat sig for at arbejde med gennem et unikt business-talentudviklingsprogram; HIH Young Talents. Programmet henvender sig til virksomheder, som vil investere i talentfulde medarbejdere op til 35-årsalderen. Forløbet strækker sig over ti måneder, fordelt på syv moduler. De unge business-talenter vil gennemgå en transformation i forhold til personlig udvikling, high performance og teamtankegang - en transformation, der både kommer det unge talent og virksomheden til gode. Det fortæller Morten Nielsen fra Shining Eyes.

- Vores fokus er selve mennesket. Vi vil blandt andet fremme personlig udvikling hos deltagerne og øge deres robusthed, mens vi vil kigge på, hvordan de fungerer under pres og give dem redskaber til håndtering af pres. Det gavner medarbejderen selv såvel som virksomheden. Samtidig bliver de en del af et netværk, hvor team-tankegangen er i højsædet. Det handler om, at ingen er over holdet. De bliver bevidste om at spille menneskerne omkring sig gode og på den måde skabe ”shining eyes” både hos sig selv og hos personerne omkring dem, siger Morten Nielsen og uddyber begrebet:

- Det handler om passion, stærk personlig ledelse og smittende energi, som alt sammen fører til ‘higher performance’ - altså får du i bund og grund mere motiverede, gladere og bedre præsterende medarbejdere.

Et oplagt partnerskab

Herning-Ikast Håndbold er i forvejen kendt som en førende klub inden for talentudvikling i Håndbolddanmark. Derfor var det oplagt at indgå et samarbejde med nogle af Danmarks bedste uden for håndboldbanen, hvad angår personlig udvikling og team-tankegang. Det fortæller direktør Jakob Mølgaard Christensen.

- Jeg tror på, at vi - sammen med Shining Eyes - kan være first-movers inden for talentudvikling og skabe et netværk for unge business-talenter, for det mangler der. Vi går lidt ud af boksen i forhold til traditionel netværkstankegang, og det er helt bevidst. Det udspringer af vores CSR-strategi om at udvikle hele mennesker, siger Jakob Mølgaard Christensen og forklarer, at talentprogrammet spiller sammen med håndbolden på flere måder.

- HIH Young Talents går hånd i hånd med HIH’s filosofi omkring dét at blive en bedre håndboldspiller. Ved hvert modul får deltagerne nogle arbejdsredskaber og nogle udviklingsområder, som de skal hjem og træne på. Og såvel som, at der skal være et menneske bag spilleren, når der resterer ét minut af en kamp med fuld knald på alle kedler, skal der også være et menneske bag enhver medarbejder, når han eller hun møder modstand og pres, slutter håndbolddirektøren.

Læs mere om Shining Eyes >>>