18.12.2019, 10:00 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Herning-Ikast Håndbold

Grøn byggevirksomhed ny hovedsponsor i HIH

Ikast-baserede Klimahuse A/S og Herning-Ikast Håndbold har opgraderet samarbejdet.

 

Hvad har håndbold og lavenergihuse med hinanden at gøre? I Midtjylland går de i hvert fald nu hånd i hånd i en vis forstand.

Efter en årrække som trofast samarbejdspartner og som én af klubbens 24 aktionærer har Klimahuse A/S nemlig øget sit engagement i Herning-Ikast Håndbold, således at byggevirksomheden med den grønne profil fremover kan kalde sig hovedsponsor.

Den nye aftale skaber begejstring på kontoret hos DM-sølvvinderne, hvor ‘Klimahuse’ blandt andet vil komme til at pryde fronten på spillernes trøjer allerede fra og med det forestående Santander Final4.

- Det er en stor dag for klubben. Det gør os stolte, når der vises en sådan interesse for vores brand og vores produkt i Herning-Ikast Håndbold, siger administrationschef Simon Mølhede Hørdum og fortsætter.

- Vi har indgået et hovedsponsorat gældende for fem sæsoner, og længden af aftalen afspejler den høje indbyrdes tillid parterne imellem. Desuden sender den et stærkt signal om, at Klimahuse virkelig har tiltro til projektet i HIH, og at de mener, at de kan få en stærk branding hos os, lyder det videre fra administrationschefen.

Hos Klimahuse er man ligeledes glade for den opgraderede samarbejdsaftale, der lader den nye hovedsponsor nå endnu bredere ud med brandingen af de moderne og energivenlige boliger. Det fortæller bestyrelsesformand i Klimahuse A/S, Claus Keld Hansen, der ejer virksomheden sammen med Carsten Jeppesen.

- I de seneste år har vi brugt sporten som en bevidst del af vores brandingstrategi, og vi var blandt andet bandesponsor ved VM i herrehåndbold i januar måned. Elitehåndbold har en bred målgruppe, og det samme har de boliger, vi opfører. Desuden er det interessant og spændende at kunne benytte en klub, vi begge har været aktive i som yngre, som et seriøst medie til at øge kendskabet til vores virksomhed, siger Claus Keld Hansen.

Klimahuse A/S har hovedsæde i Ikast og står for visionære lavenergihuse med en grøn profil, arkitekttegnet til familiens trivsel. Virksomheden bygger både boliger, der er selvforsynende via jordvarme og solenergi, samt delvist selvforsynende boliger med et lavt energiforbrug. Det kan ses på elregningen - og så er det klimavenligt.

Også Danspin A/S, Sport 24 og betonvirksomheden IBF er hovedsponsorer i Herning-Ikast Håndbold.