27.04.2020, 10:00 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen

Fløjspiller forlader HIH

Annika Jakobsen skifter til en anden dansk ligaklub.

Højrefløjen Annika Jakobsen, der har været i Herning-Ikast Håndbold ad to omgange, skal fremover tørne ud for ét af HTH Ligaens andre mandskaber. Således forlader hun denne sommer den midtjyske klub, hvor hun tidligere har begået sig på ungdomsholdet - og senest har opholdt sig siden sommeren 2017.

Daniel Grønhøj, der er sports- og salgsdirektør i Herning-Ikast Håndbold, sætter ord på den 23-årige fløjspillers afgang.

- Annika er en rigtig HIH-pige, og siden hun vendte tilbage fra opholdet i Skanderborg, har hun udfyldt en flot rolle både offensivt og defensivt. Nu har en god mulighed budt sig hos en anden ligaklub, hvilket Annika ser som et godt karriereskridt, og det valg bakker vi derfor op om, siger Daniel Grønhøj, der tror på alt det bedste fremover for Annika Jakobsen.

- Med sin seriøse og professionelle tilgang til sporten samt sit behagelige væsen, er jeg sikker på, at hun kommer til at finde sig godt til rette i sin nye klub. Jeg ønsker hende al mulig held og lykke med fremtiden, og så vil vi glæde os til at møde hende på banen, slutter den sportsligt ansvarlige i HIH.

Da spillerne for øjeblikket er hjemsendt på lønkompensation grundet corona-krisen, er det ikke muligt at få en kommentar fra Annika Jakobsen.

I næste sæson vil 18-årige Cecilie Brandt og Line Mai, der kommer til Herning-Ikast Håndbold fra Randers HK, udgøre duoen på højre fløj.