02.07.2020, 11:00 | Af: Anne Krøjgaard | Foto: Herning-Ikast Håndbold

Det perfekte match

HIH’s nye sports- og salgsdirektør Daniel Grønhøj er vild med sin nye klub, miljøet omkring den og det dybe engagement byen har i klubben. Han håber på at kunne styrke brugen af egne talenter og få endnu mere gang i hallen, når der er kamp.

HIH kaldte det en appelsin, der faldt ned i turbanen, da man i slutningen af februar fik landet en aftale med 34-årige Daniel Grønhøj som klubbens nye sports- og salgsdirektør. Og for den unge silke-
borgenser var matchet lige så perfekt. 

”Det var jo egentlig meningen, jeg skulle have været sidestillet med Simon (Mølhede Hørdum, tidligere direktør, red.), men da Simon ikke kunne se sig selv i det nye koncept, fik jeg ansvaret for det hele. Det er superfedt at have friheden alene på toppen, og jeg føler mig i den grad rustet til det,” siger Daniel Grønhøj, som dog fik en lidt specielt begyndelsen i sin nye klub. Udover at direktøren valgte at stoppe  samtidig med at Daniel Grønhøj blev ansat, blev landet også ramt af Corona, og den nye direktør kom til at sidde alene på kontoret i to måneder under Danmarks lockdown - blot 14 dage efter ansættelsen.

”Det var selvfølgelig specielt, men samtidig gav det mig god tid til at komme godt ind i tingene. Jeg talte dagligt med bestyrelsen, og især Lars og Bo (Gantzel Pedersen og Jensen, red) er jeg kommet tæt på, fordi vi har haft tiden til at gå i dybden med tingene sammen. Det betyder, at jeg har kunnet trække på deres viden, erfaring og netværk og tage det positive med mig derfra, siger Daniel Grønhøj, der er klar over, at bestyrelsen på grund af den lidt turbulente start, har brugt ekstra timer i håndboldklubben i den seneste tid.

”HIH er begunstiget med mange dygtige og engagerede mennesker omkring klubben. Jeg har virkelig kunne fornemme det stærke ejerskab, mange har; en følelse af, at klubben historisk betyder noget for byen, og at man derfor fortsat støtter, hvis man kan, så klubben kan fortsætte på samme niveau – også efter Corona. Det er fedt!”

 

Tæt på sporten

Da HIH rakte ud efter Daniel Grønhøj var han sponsor- og sales manager i AGF. Et job han var meget glad for, hvorfor han havde brug for lidt betænkningstid.

”Med jobbet i HIH kunne jeg dog komme tæt på sporten igen, og det savnede jeg i AGF. Desuden kendte jeg jo HIH udefra og kunne se nogle spændende ting, man kan arbejde med, eksempelvis er hele talent-setup’et unikt. Og jeg har ikke fortrudt skiftet et sekund; det lever op til mine forhåbninger på alle parametre,” siger han og peger blandt andet på det miljø, han hos HIH til daglig sidder midt i: Guldminen, ISI, college og også kontorfællesskabet med FC Midtjylland glæder han sig over. 

”Vi har fantastiske faciliteter, og det emmer af elitesport alle steder. Det er helt unikt, og vi kan alle lære af hinanden. Ser man eksempelvis på talentudviklingen er der et kæmpe potentiale i HIH, men vi formår ikke at få helt så meget ud af det som FCM. Det kan vi lære af,” siger han og understreger, at han gerne vil være med til at sikre, at klubben bliver bedre til at holde på talenterne.

”Vi har ekstremt mange talenter, og vi skal have en målsætning om at integrere dem helt op til ligaholdet. Ja, de kan fint få erfaring og spilletid et andet sted, men så skal vi også hente dem hjem igen. Det giver vores hold et lokalt DNA, og samtidig er det altså bedre for klubbens økonomi end blot at hente de bedste spillere ind udefra.”

 

Altid top-4

Sæsonen 2019/2020 endte på grund af corona-virus meget brat, så Daniel Grønkjær glæder sig til for alvor at komme i gang med det sportslige igen. Og han har masser af ambitioner for sin nye klub:

”Vi skal have mere gang i hallen under kampene. Vi skal blive bedre til at samarbejde med vores samarbejdsklubber, og give dem mulighed for at være i hallen under kampene. Og så ser jeg gerne, at spillerne deltager mere i det kommercielle arbejde. Det er blot nogle af de områder, jeg vil ind og arbejde med, men som alt andet tager det jo tid – ikke mindst fordi vi, som resten af branchen, er hårdt ramt på økonomien på grund af Corona-virus. Så økonomien er første prioritet,” erkender han og uddyber, at de tiltag, han selv ser ind i gerne skulle skabe værdi for klubben, både direkte og indirekte.  

”Og så er der resultaterne: Vi skal altid være et top-4 hold, og så er håbet, at vi indimellem kan drille de store og få både titler og medaljer. Med et setup, hvor vi bruger flere egne talenter, kan det godt være, at vi kun skal peake hver 2.-3. år. Men vi vil simpelthen have egne landsholdsspillere i A-kæden. Det bliver godt at komme i gang med den kommende sæson, hvor vi har nogle virkelige toptalenter med,” siger han med et stort smil og tilføjer:

”Med et job, der på den måde kræver én både aften og weekend, er det godt, at der er forståelse på hjemfronten. Med tre mindre børn er der ellers nok at se til, men Tina har selv spillet håndbold på højt niveau som ung, så hun ved godt, hvad det kræver. Der er fuld forståelse for, at jeg er nødt til at være her. Det er så fedt, at jeg har fået muligheden!”

 

Daniel Grønhøj 

… er født og opvokset i Tommerup på Fyn. Han er handelsuddannet og har spillet divisionshåndbold i Odder og Skovbakken. Som 25-årig blev han træner- og manager i Hadsten Håndbold, hvor han var sportslig- og kommerciel ansvarlig for dameholdet, som under hans ledelse avancerede fra 2. division til toppen af den næstbedste række. Daniel Grønhøjs civile karriere har omfattet ansættelser hos blandt andre webauktionshuset eBay og bettingvirksomheden Bet25, hvor han var sponsor- og salgschef. Herefter fulgte to år som key account manager i fodboldklubben Silkeborg IF og senest halvandet år som sponsor- og sales manager i AGF. Daniel Grønhøj er bosiddende i Virklund ved Silkeborg sammen med sin kone Tina Rytter og parrets tre børn på 0, 3 og 5 år.