30.01.2021, 08:19 | Af: Herning-Ikast Håndbold | Foto: Hamistolen

Brandt og Simonsen forlænger

Truppen til næste sæson er godt i gang med at falde på plads, og nu er der kommet to underskrifter mere i hus.

Det er de to talenter, Cecilie Brandt, der spiller højre fløj samt Olivia Simonsen der huserer på stregpositionen, der har sat deres signatur på en ny kontrakt, så de også er at finde i klubben efter sommerferien.

"Olivia har været igennem en flot udviking i denne sæson. Hun er et stort forsvarstalent, og trods sin status som 1. års seniorspiller, så har hun en meget veludviklet spilforståelse og viser, at hun allerede nu kan stå godt imod både fysisk og teknisk som 3er i forsvaret. Ligeledes har Olivia været stand-in som stregspiller qua Sarah Iversens graviditet og Vilde Ingeborg Johansens skader, og også her har Olivia løst opgaverne flot", lyder det fra cheftræner Kasper Christensen.

Olivia Simonsen glæder sig over kontraktforlængelsen, der til en start sikrer hende en sæson mere i klubben.

"Jeg er glad for at være i HIH. Vi har et godt træningsmiljø, hvor jeg kan udvikle mig både håndboldmæssigt og personligt, og så  synes jeg, at vi har et godt hold både på og udenfor banen, så jeg glæder mig til at fortsætte et år mere med nye udfordringer".

Også Cecilie Brandt er klar til mere spilletid i Herning-Ikast trøjen, og Kasper Christensen ser et stort potentiale i fløjspilleren, der har fået forlænget med to sæsoner.

"Cecilie fik en del førsteholdserfaring allerede i den forgangene sæson, og har i denne sæson lagt yderligere lag på sin udvikling. Cecilie har et stort fysisk potentiale, og har en god fysik for en fløjspiller, hvilket giver hende gode forudsætninger for at blive en fløjspiller der over tid er meget stærk i begge ender af banen. Jeg tror på, at Cecilie over de næste to sæsoner vil gå en stærk udvikling i møde".

Cecilie Brandt, der deler spilletiden med Line Mai Hougaard på højre fløj, er glad for den nye kontrakt, der sikrer hende og klubben en fælles fremtid frem til 2023.

"Jeg er rigtig glad for at være i HIH og synes det er et rigtig godt træningsmiljø, hvor jeg hele tiden udvikler mig både på og udenfor banen. Jeg synes vi har et godt hold både socialt og håndboldmæssigt og glæder mig til at fortsætte med at spille her og fortsætte min udvikling".