05.11.2019, 19:27 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen

Anfører forlænger med HIH

Stine Skogrand har sat sin signatur på en ny kontrakt.

Hun er kommet imponerende hurtigt og stærkt tilbage fra sin graviditet, og både på og uden for banen tager hun lederskab og er et forbillede for alle sine medspillere.

Kombineret med evnerne på banen var Herning-Ikast Håndbold aldrig i tvivl om, at man gerne ville forlænge aftalen med Stine Skogrand. Det var den kommende norske VM-deltager helt med på, og således har parterne nu indgået en aftale gældende til sommeren 2023.

Det glæder sportschef i HIH, Jakob Mølgaard Christensen.

- Stine er kommet meget flot tilbage fra sin fødsel, og venstrehåndede to-vejs-spillere på hendes niveau er der ikke mange af. Hun er én af vores helt store profiler, som skal være med til at bringe Herning-Ikast Håndbold sportslig succes nationalt såvel som internationalt, siger sportschefen og fortsætter.

- Hun er leder på sin egen rolige facon, og der hersker ingen tvivl om, at Stine besidder nogle meget store menneskelige kvaliteter. Hun er en fantastisk holdkammerat for de andre i truppen, og hun er en fantastisk spiller og ambassadør for Herning-Ikast Håndbold. Vi er stolte over, at Stine også kan se sig selv i klubben i de kommende sæsoner.

Målet er medaljer
Hovedpersonen selv forlænger på en baggrund af både familiemæssige og sportslige årsager. Hun ser frem til nogle spændende og succesrige sæsoner i HIH - gerne med endnu flere medaljer.

-  Jeg er så glad for at være i Danmark og her i klubben, hvor jeg er faldet rigtig godt til. Det er også et fint sted at være for vores lille dreng, hvilket selvfølgelig er noget, Eivind (Tangen, håndboldspiller i Skjern, red.) og jeg har diskuteret, indleder Stine Skogrand.

-  Jeg har en stor tro på dette hold og disse spillere og på, at vi kan opbygge kontinuitet og være med i toppen i mange år fremover. Min ambition er, at vi kan spille med om DM-guldet flere gange, som vi gjorde det i sidste sæson, og det tror jeg på. I år spiller vi også med om pokaltitlen mellem jul og nytår, og sådan skal det altid være et mål, at vi spiller med om titlerne, slutter HIH-anføreren, før hun tager hul på opvarmningen til arvefjendeopgøret mellem Herning-Ikast Håndbold og Viborg HK.