27.06.2020, 11:00 | Af: Anne Krøjgaard | Foto: Herning-Ikast Håndbold

”Mange har været her længere tid end nogen af os, der arbejder på kontoret”

Det store korps af frivillige omkring HIH er ikke blot et værdifuldt aktiv, de frivillige er en vigtig del af den lim, der holder klubben sammen. Mange af dem har været med i mange år, og i flere tilfælde er det flere generationer af samme familie, der giver en hånd med.

”Uden de frivillige kunne vores klub slet ikke fungere!”

Sådan lyder en af de måske allermest slidte klicheer i sports- og foreningsverdenen. Men ofte er den også den skinbarlige sandhed: Klubberne kan ganske enkelt ikke få enderne til at nå sammen uden de frivillige, der tilsammen lægger tusindvis af timer i klubberne.

Det er også tilfældet hos HIH, der har en bruttotrup på omkring 85 frivillige, som blandt andet hjælper, når der bliver afviklet kampe. Men spørger man event­-
koordinator hos HIH, Louise Ø. Nielsen, er de frivillige i HIH langt mere end bare gratis arbejdskraft.

”På mange måder er de det mest stabile i HIH; mens man typisk skifter ud i administrationen og på andre poster i klubben – og naturligvis også på banen, så er der mange af de frivillige, som har været med i mange år. Mange har været her længere tid end nogen af os, der arbejder på kontoret og kender alle direktørerne helt vejen tilbage. Det er virkelig værdifuldt,” siger Louise Ø. Nielsen. 

Hun har syv-otte frivilligformænd, der hver har et team af frivillige, og som har ansvaret for områder som loungen, reklamer, gulv og kontrol.

”Vi har primært kontakten til formændene, som så selv sammensætter deres teams til de enkelte kampe. Og jeg må faktisk indrømme, at det lige så ofte er os, der må spørge dem til råds, som det er den anden vej: Eksempelvis hvordan vi plejer at hånd­tere situationer, som vi ikke har stået i i de seneste år. For så har ingen af os på kontoret jo prøvet det,” siger eventkoordinatoren med et smil og fortæller, at det er fedt at opleve, at der er dækket op dagen før, inden en kamp – lige som gulvet bliver lagt på natten før en kamp og reklamebanderne bliver stillet op allerede inden administrationen møder ind. 

Ikke mindst var hun imponeret i forbindelse med guld-
festen, da HIH blev pokalmestre i december 2019.

”Store dele af en eventuel guldfest var selvfølgelig planlagt, men vi var jo langt inde i finalekampen, før vi endelig valgte at trykke på guldknappen og sætte det hele i gang. Så på under en time fik de forberedt og sat gang i guldfesten. Det var helt vildt. De ved præcis, hvad de skal gøre hvornår og hvordan,” siger Louise Ø. Nielsen, som også glædede sig over, hvor mange af de frivillige, der var med i Holstebro og se kampen og fejre pigerne. 

”De frivillige er et stort aktiv for klubben. I flere tilfælde er flere generationer af samme familie blandt de frivillige. Sådan er det nok, når man har været slæbt med i hallen fra man var lille – så ender man ofte også selv med at blive en del af klubben på den ene eller den anden måde,” siger hun.

 

Meget mere end håndbold

For at takke de frivillige, holder klubben to fester årligt, hvor spillerne naturligvis deltager. Både en i slutningen af sæsonen og en i nærheden af jul.

”Der bliver blandt andet spillet pakkespil, hvor alle deltager – så her er det ikke kun spillernes konkurrencegen, der bliver udfoldet. Alle smider om sig med godmodige drillerier, så stemningen er altid supergod.” 

Desuden får de frivillige to årskort, som de kan bruge, når de ikke selv er på job under en kamp – eller låne ud til andre, som mange også gør. 

”Udover det forsøger vi selvfølgelig at vise og fortælle dem, hvor vigtige de er for os. Men jeg tror også, at det for mange af dem handler om at være en del af klubben. De kommer ofte lige et smut forbi kontoret for at få vendt verdenssituationen – især hvor der er et eller andet om klubben oppe i medierne. Vi synes alle, det er hyggeligt at de kommer, og jeg tror at det for mange af spillerne giver klubben et lidt foreningsagtigt præg. Det kan vi alle godt lide, og det er da fedt med en stor gruppe af ekstra bedsteforældre: Vi ved alle, hvem man skal gå til for at få et råd eller et grin.”

Det er langt fra alle de frivillige, der er hardcore håndboldfans, så de ser ikke på spillerne med beundring, men blot som de piger, de nu en gang er.

”Det tror jeg faktisk, at spillerne synes, er meget rart, ”siger Louise Ø. Nielsen og peger på, at en del af de frivillige også har frivillige tjanser hos både Blue Fox og FC Midtjylland. 

”Så det handler om meget mere om håndbold. Det handler om det sociale, om at give til samfundet og være en del af noget. Men vi skylder dem under alle omstændigheder respekt og stor tak, for vi ville virkelig være dårligt stillet, hvis vi ikke havde dem og alt det, de kan og står for.”

 

De frivillige

HIH har omkring 85 frivillige fordelt på syv-otte ansvarsområder, lige fra kontrollører og reklamebander til gulv og lounge. Der skal bruges minimum 65 frivillige for at afvikle en typisk kamp med 2000 tilskuere. For overhovedet at kunne afvikle en kamp med tilskuere, kræver det minimum 40 frivillige. De frivillige får som tak to sæsonkort og to fester om året sammen med spillerne og klubbens administration.

 

Nyder hvert minut

”Jeg har været med siden de dage, hvor Tonje Kjærgaard og Gro Hammerseng, var på holdet. Det var gode tider – og det er det stadig! Jeg blev spurgt, om jeg ville hjælpe, fordi jeg hjalp til fodbold og de manglede folk til håndbold. Og så hænger man jo bare ved - jeg har været med i 30 år ved fodbold, og vel mere end 20 år ved håndbold. Det må være fordi, vi frivillige er et mærkeligt folkefærd; vi har et helt særligt kammeratskab. I dag står jeg for loungen, hvor vi har mellem 180 og 230 gæster til spisning. I forbindelse med en kampdag møder 6-8 stykker af os op dagen før for at dække borde. På kampdagen møder vi ind to-tre timer før for at gøre klar, så serverer vi mad og under kampen rydder vi op. Efter kampen kommer spillerne og får lidt at spise. Så der går nemt otte timer, før jeg er hjemme igen. I alt bruger jeg vel 12 timer på hver hjemmekamp, og jeg nyder hvert minut! Det betyder selvfølgelig, at jeg ikke ser hjemmekampene, men så tager jeg dem bare på tv, når jeg kommer hjem. Det betyder meget for mig at være en del af fællesskabet omkring HIH. jeg er 72 år, og de sidste 10 år har været tilrettelagt efter håndbolden. Vi kan ikke tage i sommerhus, når der er hjemmekamp, og det bakker min kone, Inger, heldigvis op om.”
Jens-Jørn Hagelskjær

 

Fællesskab og sjove oplevelser

”Jeg har været med siden klubbene vandt guld første gang i 1998, hvor Per Jessen og Finn Hansen stod i spidsen for holdet. Min far var frivillig på det tidspunkt, og jeg så meget håndbold sammen med ham. Og så manglede der lige lidt hjælp til nogle reklamer… Siden er det jo bare gået slag i slag. Jeg møder ind længe før kampen og er med til at stille reklamebander og den slags op. Og siden sidste sæson har det været mig, der styrer slaget gang som speaker under kampen. Det er rigtig sjovt at prøve. Jeg bruger vel typisk en hel dag i hallen, når der er hjemmekamp. Min papdatter spurgte forleden, hvorfor jeg gør det – og det kan jeg nemt svare på: Det gode fællesskab! Alt det sjov, man har sammen. Mange af de andre frivillige er jo blevet mine gode venner, havde de ikke været det, var man vel også stoppet flere år siden. En stor del af mit netværk er i dag centreret omkring håndbolden, og det giver mig masser af gode oplevelser. Så stopper man jo ikke bare lige.” 
Kristian Kordahl 

 

Hjertet banker for det blå/gule

”Jeg har vel været med i 25-30 år, jeg tror det var Bente Rune eller min svoger Bent Aage Madsen, der fik mig med i sin tid. Jeg hjalp jo også ved fodbold i nogle år, da de rykkede op i Superligaen og har også altid hjulpet ved Uldjydefesten i gamle dage. Min kone Britta har været med de sidste tre-fire år. For mig har det nok altid været naturligt, at man hjælper og giver en hånd med lokalt. Og så banker mit hjerte jo for det blå/gule, som det var en gang. Men det giver jo også en masse tilbage til os, der er frivillige. Jeg står i den lille bar i loungen, og jeg synes, vi har et fantastisk sammenhold. Indimellem er man jo så heldig at komme i gruppe med folk, som man klikker med og kan lide at være sammen med, så jeg nyder meget det sociale omkring klubben. Og så er det da hyggeligt, når spillerne kommer og spiser eller vi har arrangementer, hvor de er med, og man kan hilse på dem.”
Christian Mølbach