15.01.2020, 20:33 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen

Vanvittig slutspurt af HIH vendte lokalbraget

I et tæt og dramatisk rivalmøde hentede Mathias Madsens piger fire mål i de sidste minutter og slog Silkeborg-Voel med 29-28. Fauske lavede 14 mål.

Helene Fauske (her i kamp mod Horsens) blev Kampens Spiller mod Silkeborg-Voel KFUM. Nordmanden scorede 14 gange på 19 forsøg.

 

Det er aldrig kedeligt mellem de midtjyske rivaler fra Herning-Ikast og Silkeborg-Voel, og det var det bestemt heller ikke denne onsdag aften, hvor holdene tørnede sammen i HTH Ligaens 16. runde.

Opgøret fik en tempofyldt åbning med en del fejl fra begge hold, og det skulle blive kendetegnende halvlegen ud. Efter fem minutter gjorde Helene Fauske det dog helt enkelt, da hun steg op og bankede 3-2 i kassen. Føringerne skiftede flere gange, men Naja Nissen sørgede for en ny HIH-føring, da hun tæskede bolden ind fra fløjen til 6-5. Igen skulle silkeborgenserne dog bringe sig i front ad flere omgange.

HIH-afslutningerne manglede ikke, men Filippa Idehn nappede en hel del i gæsternes mål, mens Sabine Englert omvendt havde svært ved at få fat for hjemmeholdet. Da Jane Mejlvang fik held til at score på et drop af tyskeren efter tyve minutters spil, gav det midtjyske trænerteam Jessica Ryde muligheden. Svenskeren stod forrygende i Rusland i weekenden og nåede da også at levere et par fine redninger denne onsdag aften, men heller ikke hun fik for alvor fat.

Godt fem minutter før pausen var der comeback til Emma Friis efter længere tids fravær grundet en fodskade, og selv om venstrefløjen endnu fortsat har et stykke vej, var det et dejligt gensyn. Dejligt var det også, da Tonje Løseth stensikkert satte 12-12 i et tomt Silkeborg-Voel-mål. Herning-Ikast fik også muligheden for at tage sin første føring siden 7-6, men den forpassede for enhjørningerne. I stedet var udeholdet foran med en enkelt ved pausen, hvor værterne ellers kunne - og nok burde - have været foran med et par stykker, hvis skarpheden havde været en anelse højere.

Efter sidebyttet var de gæstende midtjyder fortsat en tand mere effektive, og hver gang hjemmeholdet fik udlignet, scorede gæsterne de næste par stykker. Sådan fortsatte det helt indtil slutfasen, hvor en vigtig redning fra Sabine Englert, der var tilbage mellem stængerne, gav Helene Fauske - dagens helt store HIH-spiller - muligheden for at udligne. Herning-Ikast Håndbold havde ellers netop været nede med 23-26. Med sit foreløbig tolvte mål sørgede hun for 26-26 med kun godt fem minutter til slutfløjtet, men nordmanden var slet ikke færdig.

Med tre minutter tilbage slog Fauske atter til og bragte sit hold i front med 28-27 og på sen sejrskurs, men Jane Schumacher udlignede i undertal for udeholdet og øgede presset på ny.

Tiden var ved at rinde ud, og presset var stort på Herning-Ikast-pigerne, der var i angreb med mindre end ét minut tilbage. Silkeborgenserne lukkede stærkt ned, men Emma Friis fandt en halv åbning fra fløjen og trak straffekast og to minutter til Lea Hansen.

Eksekvatoren kunne ikke være andre end Helene Fauske, og køligt trodsede hun den ellers veloplagte Filippa Idehn i målet. 29-28 og overtal med få sekunder tilbage hev enhjørningerne hjem trods et Silkeborg-frikast efter tid, og dermed lægger holdet sig foran Silkeborg-Voel i tabellen og på en - i hvert fald foreløbig - fjerdeplads.
 

Stillinger undervejs:
3-2, 4-5, 7-6, 8-9, 9-11, 12-12, 12-13 (pause), 15-15, 15-17, 17-17, 17-19, 21-24, 23-26, 26-26, 26-27, 28-28, 29-28 (slut)

Kampens HIH-spiller:
Helene Fauske

SE KAMPFAKTA