05.03.2019, 18:02 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen Photography

Uskøn kamp i vente

Kristian Kristensen forventer destruktiv modstand i onsdagens ligaopgør

Grundspillet nærmer sig sin afslutning, og med øjne på muligheden for at tage point med over i slutspillet går HIH ind til de sidste to kampe med fuld fokus.

Først venter TTH Holstebro på udebane.

- Det er den andensidste kamp i en stribe af kampe, vi gerne vil vinde, så vi kan slutte af med en top fire-placering i grundspillet og få point med over. Vi jagter den fjerdeplads, erklærer Kristian Kristensen, der dog understreger, at det er lettere sagt end gjort - selv med den favoritværdighed, som holdet må påtage sig mod TTH.

- Ét er at skulle vinde, et andet er at få det gjort. Men jeg føler, at der er god bund i holdet i øjeblikket. Pigerne
arbejder stenhårdt, og spillet glimter periodevis, som det skal - senest mod Podravka, fortæller cheftræneren.

Til onsdagens opgør skal enhjørningene være særligt indstillet på TTH’ernes vekslende forsvarsspil. Kristian Kristensen forventer en uskøn omgang.

- Tvis er en anden størrelse. Noget af det, de effektivt kan genere modstanderen med, er deres vekselforsvar, hvor de, ud fra en 6:0-formation, løfter op i 3:3. Den omstilling skal vi være klar på, for ellers kan de ødelægge mange angreb for os med deres kloge, destruktive forsvarsspil. Jeg forestiller mig, at det ikke bliver kønt, men jeg tænker, at vi nok skal greje den. Der skal være en niveauforskel, og den håber jeg, at vi får at se, siger Kristian Kristensen.

Der er kampstart i Gråkjær Arena i Holstebro onsdag aften kl. 19:00.