28.12.2018, 21:24 | Af: Jan Skjødt Østergaard Pedersen | Foto: Hamistolen Photography

Tonje Løseth: Vi glæder os vildt meget til at starte igen

Nu er det endelig snart tid til kamp igen - og pigerne er klar!

Julen er overstået, og ventetiden er ved at være forbi.

Herning-Ikast Håndbold er tilbage på håndboldbanen, hvor der bliver trænet igennem inden de første kampe i det nye år.

På onsdag skal Kristian Kristensens tropper i ilden for første gang i 2019, når de på hjemmebane krydser klinger med Team Esbjerg.

De to mandskaber ligger side om side i HTH Ligaen med 20 point hver, så der venter helt sikkert et spændende opgør.

-Det bliver en svær kamp, men jeg tror på en sejr i IBF Arena, siger Tonje Løseth.

Vi har trænet godt

-Vi har brugt december rigtig godt. Vi har trænet hårdt fysisk, og lagt grundlaget for den næste del af sæsonen efter nytår. Der har været god fokus og vilje over hele linjen, fortæller den norske bagspiller.

HIH-spillerne går et hårdt program i møde i januar, hvor der venter dem to kampe om ugen hele måneden.

-Januar måned bliver hård med mange kampe i ligaen og EHF Cuppen. Det bliver sjovt og spændende, og vi glæder os vildt meget til at starte igen, slutter Tonje Løseth.

Onsdagens kamp mod Team Esbjerg spilles i IBF Arena med kampstart klokken 20.30.

KØB DINE BILLETTER HER>>>