06.10.2019, 16:44 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen

Tilbage på hjemmebanen

Efter stærke udesejre i Esbjerg og Odense samt en landsholdspause ser enhjørningerne frem til at være retur i IBF Arena til mandagens opgør mod NFH.

De seneste præstationer lyder på erobringer af Danmarks to sværeste udebaner; en pokalsejr mod Team Esbjerg og en ligasejr mod Odense Håndbold.

Efter mere end to ugers kamppause og godt tre uger siden sidste hjemmekamp ser Mathias Madsen dog frem til atter at dirigere sit mandskab på hjemmebanen i Ikast. Mandagens opgave hedder Nykøbing Falster Håndboldklub.

- Vi glæder os til at komme i kamp igen efter landsholdspausen - og ikke mindst til at vise os frem foran vores hjemmepublikum igen. Vi føler os godt forberedt, både taktisk og ikke mindst fysisk efter et break fra kampe, og alle mand er fit for fight på nær Julie Jensen, men hun har trænet med hele ugen og er godt på vej mod et comeback, siger Mathias Madsen og fortæller, hvordan landsholdspausen er blevet udnyttet hjemme i klubben.

- Den første uge brugte vi på at give spillerne lidt fri, hvorefter vi trænede fysisk, netop fordi vi havde en lang pause op mod NFH-kampen. I denne uge har vi trænet hårdt mandag, tirsdag og torsdag, og så har fokus været på mandagens opgør her fredag og søndag. Vi har trænet godt her i landsholdspausen, og jeg synes, at det spillemæssigt ser rigtig positivt ud. Vi virker skarpe, lyder det fra cheftræneren.

Mod falstringerne skal han og holdet være forberedt på særligt to elementer.

- Vi skal møde et godt forsvarshold. De dækker rigtig, rigtig fint op. Derudover har de spillet rigtig meget syv mod seks, og det har vi selvfølgelig forberedt os på. En lidt ubekendt faktor er, hvad de kommer med mandskabsmæssigt. De har været ramt af en del skader, men så vidt jeg kan se, begynder de at have flere og flere med.

Der er kampstart i IBF Arena mandag aften kl. 20:00.

KØB BILLET