31.08.2019, 16:47 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen Photography

Stærkt fra land i ligaen

Herning-Ikast Håndbold åbnede HTH Ligaen med en knusende sejr på 30-16.

 

Sæsonen blev tyvstartet med et stensikkert pokalavancement for Herning-Ikast Håndbolds vedkommende, og denne lørdag endte det lige så stensikkert, da enhjørningerne tog hul på HTH Ligaen. Modstanderen var Ajax København.

Gæsterne kom bedst fra land med 0-2 og 1-3, men Helene Fauske udlignede på et kanongennembrud, før end Ajax atter kom i front. Emma Friis sørgede for en ny midtjysk føring, da hun omsatte et straffekast til 5-4 efter syv minutter, men københavnerne hang på og udlignede endnu engang. Hjemmeholdets trænerbænk reagerede med indskiftninger af Jeanett Kristiansen og Vilde Johansen, men det var tilbagevendte Stine Skogrand, der var først til at markere sig blandt nordmændene. Højrebacken krøllede sig vej igennem Ajax-defensiven med en fornem finte, afdribling og sikker scoring til 7-5.

Som halvlegen skred frem, og mens Herning-Ikast Håndbold satte sig tungere og tungere på kampen, var det dog en anden nordmand, der stjal opmærksomheden. Jeanett Kristiansen gik forrest med fart, power og kraftfulde scoringer. Den norske mester, der er lillesøster til klubbens tidligere topprofil, Veronica Kristiansen, nåede fem scoringer i sin omtrent halve times ligadebut for enhjørningerne. Sidste scoring i første halvleg blev sat ind af Sarah Iversen, der nettede til 15-8 i tomt mål fra egen forsvarszone.

Efter pausen fortsatte værterne dominansen trods endnu mere rotation. På fløjene tog Henriette Hansen og Naja Nissen Kristensen over for Annika Jakobsen og Emma Friis, og førstnævnte stod bag HIH-pigernes scoring nummer - ikke mindre end - ti i træk. Hansen var på pletten igen midtvejs i halvlegen til 24-13, og hende og holdkammeraterne var på vej mod en stensikker sejr i sæsonens første ligaopgør.

Spilletid blev der også til Emilie Steffensen og Julie Gantzel, mens Michala Møller overtog den styrende rolle i offensiven. Det kostede lidt på rytmen, men værdien af spilletid til de, der ikke står forrest i køen, er stor.

Med en underhånd i sidste sekund lukkede og slukkede Tonje Løseth med sin femte scoring, og dermed sneg hun sig til en delt topscorerværdighed med Jeanett Kristiansen i allersidste øjeblik. Begge de norske bagspillere nåede fem scoringer i opgøret, der endte 30-16 til Herning-Ikast Håndbold.

 

Stillinger undervejs:
0-2, 1-3, 3-3, 3-4, 5-4, 7-5, 15-8 (pause), 19-8, 22-11, 25-13, 25-15, 28-15, 30-16 (slut)

Målscorere for HIH:
Jeanett Kristiansen 5, Tonje Løseth 5, Helene Fauske 4, Emma Friis 4, Henriette Hansen 3, Sarah Iversen 3, Stine Skogrand 2, Annika Jakobsen 1, Emilie Steffensen 1, Vilde Johansen 1, Julie Gantzel 1.

Tilskuere:
864 i IBF Arena