20.02.2019, 23:13 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen Photography

Stærk sejr på svær udebane

HIH begravede kampen i Ringkøbing totalt i anden halvleg og tog sejrrigt hjem fra det vestjyske.

 

Syvende ligasejr i træk kom i land onsdag aften, hvor Herning-Ikast Håndbold sejrede med 23-18 ude over Ringkøbing Håndbold. Efter pausen fejede enhjørningene al tvivl om udfaldet til side på en bane, hvor holdet ellers historisk set spiller tætte opgør.

 

- Vi leverede et solidt stykke håndværk og vandt en sikker sejr på en bane, hvor vi traditionelt set har det svært. I første halvleg vaklede vi lidt i en periode, men da vi skiftede over til syv mod seks offensivt, tog vi styringen. Og så lukker vi bare godt af defensivt, især efter pausen. I anden halvleg er vi flere gange foran med syv og otte og kan dermed køre den kontrolleret hjem, siger Kristian Kristensen.

 

Tre sejre, der ikke kunne vindes

De seneste tre opgør har budt på modstand fra den nedre del af ligaen, men selv med stor favoritværdighed bundet om halsen forsøger midtjyderne internt at stille krav til egne præstationer. Også selv om disse interne krav og forventninger ikke nødvendigvis matcher omgivelsernes.

 

- Vi nærmer os slutspillet, og vi ønsker at gå ind til det med momentum og at stå bedst muligt rustet, både spillemæssigt men også pointmæssigt, i en position hvor vi selv kan afgøre, om vi skal blive nummer fire og tage point med over. Det kan vi nu, hvor vi har ét point op til Nykøbing, som vi møder hjemme, fortæller cheftræneren og fortsætter:

 

- Derfor forsøger vi - både trænerteamet og som gruppe - hele tiden at stille krav til pigernes præstationer. Nu har vi haft tre kampe i træk mod hold fra bundregionen, som er kampe, vi skal vinde. Men derfor var det også tre kampe, hvor vi næsten kun kunne skuffe, for der er ingen uden for holdet, der er rigtigt tilfredse, med mindre vi vinder med 15-20 mål. Når vi selv internt stiller os utilfredse her på holdet, så er det fordi, vi har en målsætning om at drille holdene i top fire i slutspillet. Det tror vi på, at vi kan, og det går vi benhårdt efter, slutter Kristian Kristensen.

 

Stillinger undervejs:

0-2, 4-5, 6-8, 9-8, 10-12 (pause), 10-14, 12-14, 13-21, 15-21, 15-23, 18-23 (slut)