30.01.2019, 22:45 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Herning-Ikast Håndbold

Spændt debutant kunne ikke sove

Liv Poulsen spillede onsdag aften sin første seniorkamp for HIH.

 

Onsdagens ligaopgør hjemme mod Ajax København gav debut til den blot 17-årige Liv Poulsen, der huserer på højre fløj. Fordelt over begge halvlege fik hun knap tyve minutters spilletid, og hun nød at prøve sig af på et højere niveau.

 

- Jeg synes, det er rigtig fedt at spille for klubben, både u-18-holdet, hvor jeg normalt spiller, og nu førsteholdet. Det var en god oplevelse at mærke sammenholdet og spillestilen i ligaen. Det er et højere niveau, og det går meget hurtigere, fortæller fløjspilleren, der stammer fra Færøerne, men på egen hånd har taget turen til Danmark, ISI og Herning-Ikast Håndbold.

 

På scoringskontoen blev det til én på to, og den unge færing er både tilfreds og lettet over at komme på tavlen allerede i sin første førsteholdsoptræden.

 

- Det var rigtig dejligt at komme på måltavlen, og det er altid godt at starte med et mål. Så kan man krydse det punkt af, smiler Liv Poulsen.

 

Hun er netop fyldt 17 år denne januar, men alligevel udstrålede den unge Herning-Ikast-spiller coolness og overskud både på og uden for banen. Liv Poulsen måtte dog overgive sig til sommerfuglene i maven, da hun først fik beskeden om, at hun ville være med i onsdagens opgør.

 

- Jeg fik det at vide mandag aften og kunne ikke sove, griner den unge fløjspiller. - Men før kampen havde jeg det fint. Der prøvede jeg bare at slappe af og glæde mig.

 

Herning-Ikast Håndbold vandt hjemmeopgøret mod Ajax med 29-18.