18.04.2019, 09:00 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen Photography

Som et straffekast, der skal i kassen

Herning-Ikast Håndbold kan Langfredag eftermiddag spille sig i DM-semifinalen med en hjemmesejr over Aarhus United.

 

Meget er på spil i femte runde af slutspillet, hvor Herning-Ikast Håndbold tager imod Aarhus United. Før kampen er midtjyderne et enkelt point foran aarhusianerne, og dermed vil en sejr til Kristian Kristensen og co. sikre holdet videre avancement fra Slutspilspulje 2, hvor Viborg HK allerede er ude.

 

I den omvendte duel tog Aarhus-klubben sejren, men cheftræneren og hans mandskab ser frem til det spændende opgør og tror på, at holdet kan tage revanche og dermed avancere.

 

- Vi glæder os til kampen, og vi føler, at vi står i en god position til at nå en semifinale. Hvis vi før sæsonen havde kunnet vælge at stå med en hjemmekamp mod Aarhus, hvor vi kunne spille os i semifinalen og fortsat have én kamp tilbage af slutspillet derefter, så havde vi taget den. Det er en stor mulighed, lidt som et straffekast der skal eksekveres, og det håber jeg, at vi er dygtige nok til, siger Kristian Kristensen og sætter efterfølgende ord på, hvad der skal til for at hente sejren.

 

- De er dygtige i boldomgangen, og de er teknisk dygtige. Vi skal have stoppet deres brudspil, som de er gode til, og så skal vi finde højden i forsvaret. Samtidig skal vi løbe bedre, end vi gjorde i det omvendte opgør, hvor vi aldrig rigtig fik gang i kontraspillet. Men ellers handler det om, at vi skal koncentrere os om os selv og levere en præstation, der stemmer overens med det potentiale, vi har. Kan vi det, så vinder vi også. Kan vi ikke, så er vi heller ikke dygtige nok til en semifinale. Men selvfølgelig kan vi slå Aarhus hjemme; vi har slået dem stort to gange tidligere på sæsonen, og vi har været inde at kigge på, hvad der virkede for os i de kampe.

 

Rutinen skal træde i karakter

En yderligere forudsætning for en sejr er, at de bærende kræfter viser deres værd og tager ansvar i kampen. Det forventer HIH-træneren, at de kommer til at gøre.

 

- Jeg forventer, at spillerne i toppen af vores hierarki træder i karakter i sådan en kamp. Det er nu, de rutinerede spillere skal bruge deres rutine. Det er ikke noget nyt, vi skal opfinde, for vi har gjort det 100 gange før. Det er derfor, at det er det mentale, der først og fremmest er i spil. Man skal virkelig være klar til det her, understreger Kristian Kristensen.

 

Spar på solcremen og kom i hallen

Med en semifinale på spil håber cheftræneren at se mange håndboldinteresserede i IBF Arena, selv om påskefrokoster og godt vejr til æggejagt også frister.

 

- Det er en kamp, hvor vi kan opnå noget stort, så vi håber naturligvis på, at mange vil komme i hallen, bakke op om os og få en god oplevelse. Og i denne solskinsrige Påske er det jo meget godt lige at trække lidt ind der om eftermiddagen, når UV-tallene er på deres højeste, slutter Kristian Kristensen med et glimt i øjet.

 

Kampstart i IBF Arena er Langfredag kl. 15 - i “UV prime time”…

 

KØB BILLET