02.01.2019, 22:38 | Af: Jan Skjødt Østergaard Pedersen | Foto: Erik Laursen

Snævert nederlag i nytårspremieren

HIH’erne led nederlag i første opgør i 2019

På en kold onsdag aften indledte Herning-Ikast Håndbold anden halvdel af sæsonen, da de på hjemmebane krydsede klinger med Team Esbjerg.

Da dommerparret Per Olesen og Claus Gramm Pedersen fløjtede opgøret i gang fik de 1.682 fremmødte tilskuere hurtigt varmen, da HIH’erne indledte kampen med de to første mål.

Hjemmeholdet var i store dele af første halvleg i teten grundet et solidt forsvar og en velspillende Sabine Englert mellem stængerne.

Med knap tre minutter tilbage af første halvleg var Kristian Kristensens tropper foran med 11-9, men herefter scorede de hvidklædte esbjergensere tre mål i træk og kunne derfor gå i omklædningsrummet med en pauseføring på 11-12.

Team Esbjerg kom desværre bedst ud til anden halvleg og på fem minutter havde de skabt et forspring på fire mål, 11-15.

Selvom værterne flere gange kæmpede sig tilbage og kun var bagud med to mål, så lykkedes det ikke at vende kampen.
Herning-Ikast Håndbold måtte indse, at Team Esbjerg løb med sejren efter slutstillingen 23-26.

Tonje Løseth blev kampens HIH-topscorer med 7 mål.

Torsdag middag rejser HIH-mandskabet til Ungarn, hvor de på lørdag tørner sammen med Siófok KC i det første opgør i gruppespillet i EHF Cuppen.

Kampen i tal:
Herning-Ikast Håndbold - Team Esbjerg 23-26 (11-12)

Herning-Ikast Håndbold: Tonje Løseth 7, Louise Burgaard 6, Sarah Iversen 3, Emma Friis 2, Helene Fauske 2, Annika Jakobsen 2 og Emilie Steffensen 1.

Team Esbjerg: Kristina Liscevic 8, Estavana Polman 4, Marit Røsberg Jacobsen 4, Sanna Solberg 4, Vilde Mortensen Ingstad 2, Kristine Breistøl 2, Clara Monti Danielsson 1 og Line Jørgensen 1.

Stillinger undervejs: 2-0, 2-2, 5-2, 6-8, 10-9, 11-12, 11-15, 15-17, 19-21, 20-26, 23-26

Udvisninger:
Herning-Ikast Håndbold: 6
Team Esbjerg: 2

Tilskuere: 1682 i IBF Arena