02.09.2019, 13:04 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen Photography

Skal være der 100 % mod oprykker

Mathias Madsen kræver fuld fokus til tirsdagens ligakamp i Horsens - ellers kan det blive tæt.

Sæsonens første ligaopgør - og HIH’s første hjemmekamp i 2019/2020 - bød på en knusende sikker sejr på 30-16 over Ajax København.

Cheftræneren var overordnet set godt tilfreds med storsejren, om end han ikke var udpræget begejstret for opgørets indledning.

- Jeg var lidt utilfreds i starten; vi lukker fire mål ind på fire minutter, hvoraf de tre af dem skyldtes fejl, hvor vi brød ud af konceptet. Da er det ligegyldigt, om vi møder top eller bund - vi skal ikke bryde ud af vores forsvarskoncept. Men vi kommer efter det efter en lille opsang, og derfra lukker vi kun 12 mål ind i de resterende 56 minutter, hvilket jeg er rigtig godt tilfreds med. Derudover fik vi vist i kontraspillet, at vi kan lægge et tryk af en anden verden, som skaber os en sikker sejr. I første halvleg var det lidt hakkende angrebsmæssigt, men vi bliver løsnet op af de kontramål, vi får lavet, fortæller Mathias Madsen om sæsonens første ligakamp.

I sommerens løb har han og Herning-Ikast Håndbold indarbejdet et nyt spilkoncept, som fortsat bliver finpudset.

LÆS MERE OM DET NYE SPILKONCEPT - KLIK HER

- Jeg ser fremskridt hele tiden, men det tager tid at blive et rigtig godt kontrahold, og det arbejder vi med hver eneste dag til træning. Mod Ajax kom det særligt til udtryk på rigtig mange mål i andenfasen, hvor vi kommer op og får lagt et godt tryk og får lavet nogle gode mål i det pres. Vi skal lære at slippe boldene rigtigt, ikke drible for meget og lægge pressene rigtigt - det er dét, der gør, at man kan blive et godt kontrahold, konkluderer cheftræneren.

Må ikke undervurdere oprykker
Allerede tirsdag er der atter kamp på programmet, når HIH skal en tur til Horsens og møde de gule oprykkere, som enhjørningerne for nylig besejrede med 11 overskydende mål i pokalottendedelsfinalen.

Mathias Madsen tror på en ny sejr i Forum Horsens men advarer samtidig mod at undervurdere hjemmeholdet og dets stærke koncept.

- Vi præsterede rigtig godt mod dem senest, og der er ikke nogen tvivl om, at vi er et bedre hold. Men de har nogle kvaliteter, der kan gøre det tæt, hvis vi ikke er der 100 % på dagen. Horsens’ spil er sat rigtig godt op af Henrik Okkerstrøm, hvilket de beviste i weekenden i Aarhus, hvor de kun tabte med én. Vi skal have fuld fokus og koncentration fra første fløjt, og spillemæssigt skal vi levere et fysisk hårdt forsvarsspil og lægge et kontinuerligt pres på dem kontramæssigt. Desuden skal vi - som vi lykkedes godt med i pokalen - lukke ned for deres svenske playmaker, Melissa Petrén, som har stor kvalitet. Hvis vi får vores spil op at køre, så henter vi også to point i Horsens, slutter Mathias Madsen.

Opgøret i Forum Horsens fløjtes i gang tirsdag kl. 19:00.